Fly med 195 passagerer måtte sikkerhedslande i Aalborg

Foto: Rasmus Skaftved

Et fly med 195 passagerer ombord har foretaget en sikkerhedslanding i Aalborg Lufthavn fredag morgen.

Flyet var et charterfly fra selskabet Primera Air, som var på vej fra Billund til Antalya i Tyrkiet med vintertrætte danske turister, da der kort efter take off opstod problemer med den ene motor.

Derfor valgte piloten at foretage en sikkerhedslanding, og flyet satte hjulene på landingsbanen i Aalborg klokken 7.45.

»Det er sket helt uden dramatik. Det var et fly på vej fra Billund til Tyrkiet, der fik problemer med den ene motor, og så foreskriver reglerne, at man skal foretage en sikkerhedslanding,« fortæller lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Han tilføjer, at lufthaven naturligvis på landjorden var klar med al nødvendigt beredskab, men at der heldigvis ikke blev brug for det.

Passagererne sidder i skrivende stund stadig i flyet og venter på, at et andet fly i lufthavnen bliver klar til at flyve dem til Tyrkiet.

»Piloten briefede passagerne før landingen, og vi ved af erfaring, at når den slags bliver gjort ordentlig, så opstår der sjældent problemer for passagerne bagefter,« siger lufthavnsdirektøren.

Opdateres...