Fly kom på afveje efter landing i Billund Lufthavn

Airbus-fly fra British Airways havnede i græsrabatten efter landing i Billund Lufthavn. Ingen kom noget til.

Et fly kom tirsdag formiddag på afveje efter landing i Billund Lufthavn. Fold sammen
Læs mere

Et fly af typen Airbus A319 kom tirsdag formiddag på afveje umiddelbart efter landing i Billund Lufthavn.

Det skriver jv.dk.

Flyet fra British Airways kom angiveligt for langt ud i græsrabatten, da det var på vej ind mod lufthavnsterminalen.

Det skete dog uden større dramatik, fortæller lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

- Flyet var på vej til at taxie ind helt stille og roligt, og på en eller anden måde er det kommet ud i rabatten, siger direktøren.

Han fortæller, at alle passagerer blev hentet og kørt ind til terminalen.

- Så i princippet er det helt udramatisk for passagerne. Det var helt stille og roligt, men der står selvfølgelig et fly derude, som vi skal have flyttet, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Det vides endnu ikke, hvad der var årsag til, at flyet kom på afveje.

Flyet skulle have lettet fra Billund mod London igen klokken 11.05, men er ifølge Billund Lufthavns hjemmeside forsinket.

Det ventes at være klar til at flyve igen klokken 14.