Flugtbilist har meldt sig selv til politiet

En 26-årig mand har fortalt til politiet, at det var ham, der påkørte en cyklist i Odense natten til søndag og kørte fra stedet.

Læs mere
Fold sammen

Mandag morgen modtog Fyns Politi en henvendelse fra en 26-årig mand, som fortalte, at han førte den bil, der natten til søndag påkørte en 26-årig cyklist på Vestre Stationsvej i Odense. Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Jørgen Andersen, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Den 26-årige mand er blevet sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse, flugt fra gerningsstedet og for at køre uden førerret,« siger Jørgen Andersen.

I en pressemeddelelse fortæller faglig koordinator ved Fyns Politi, Arne Eriksen, at den formodede gerningsmand har huller i hukommelsen.

»Bilisten fortalte, at han intet kan huske fra selve påkørslen, men at han gik i panik og flygtede fra stedet. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at han kørte vildt eller var påvirket,« siger Arne Eriksen.

Søndag anholdt politiet ejeren af den personbil, der kørte cyklisten ned, og sigtede ham i sagen. Han er nu blevet løsladt.

Den 26-årige mandlige cyklist fik svære læsioner i hovedet og var på et tidspunkt i livsfare, men det er han ikke længere.

Politiet modtog seneste melding om hans tilstand søndag aften. Ifølge vagtchef Jørgen Andersen bliver han holdt kunstigt i koma på Odense Universitetshospital i et par dage.

Den 26-årige, som sad bag rattet, er blevet løsladt efter endt afhøring, og han vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.