Når pårørende træder ind ad døren hos Begravelses Service på Frederiksberg, er det stadig oftere med et ønske om at sige farvel til den afdøde på en personlig måde, der ikke inddrager Gud, præst og kirke. Derimod lægger de vægt på at holde en afskedsceremoni baseret på minder om og kendetegn ved den person, hvis liv netop er slut.

»Først fortæller de pårørende om, hvilke værdier og interesser, der kendetegnede den afdøde person. Derefter lægger vi hovederne i blød for at arrangere en afskedsceremoni, der trækker tråde tilbage til vedkommendes liv og videre op i nutiden og fremtiden,« siger Naja May, der er bedemand i begravelsesforretningen og samtidig er uddannet antropolog med speciale i dansk begravelseskultur.

Mange andre danske bedemænd oplever på samme måde et stigende ønske fra pårørende om at afholde begravelser, hvor Gud og kirken fylder mindre. I en rundspørge, som Berlingske Research har sendt ud til 87 begravelsesforretninger landet over, fremgår det, at 36 procent af svarpersonerne har oplevet en stigende efterspørgsel på begravelsesceremonier, som intet har at gøre med kirken. At 39 procent stadig oftere er med til at arrangere, at afdøde begraves et andet sted end på en kirkegård. Og at 71 procent i voksende omfang arrangerer, at asken fra den døde bliver spredt ud over havet, i skoven eller andre steder end kirkens indviede jord.

Troen er blevet individuel

Tendensen er et udtryk for danskernes stadig mere individuelle forhold til tro og religion, siger Peter Lüchau, cand.mag. og forsker i religion og nationalisme ved Københavns Universitet.

»I gamle dage blev vi alle sammen begravet på samme måde for at demonstrere en fælles medmenneskelighed og for at vise, at vi tilhørte samme slægt, samme familie. I dag vil vi gerne være noget særligt og unikt, og derfor vil vi også have unikke begravelser på vores præmisser,« siger han.

Af samme grund ser man stadig flere gravsten med personlige udsmykninger, hjemmemalede urner og dødsannoncer med ord eller symboler, der kendetegner den afdøde.

»Magten over religionen flytter sig hele tiden mere væk fra den religiøse autoritet over til den religiøse bruger. Også ved begravelser i kirken ser vi, at ceremonien skal være meget personlig. Ofte bliver præsten et eller andet sted bare en statist,« siger Peter Lüchau.

Afsked uden Gud

De afskedsceremonier, Naja May er med til at arrangere hos Begravelses Service, foregår jævnligt helt uden præsten og kirken. Et forår skabte hun for eksempel en ceremoni for en kvinde, som i livet havde været meget glad for genbrug.

»Der fik vi lavet en kistedekoration med en masse blomster, som de pårørende klippede løgene af og plantede i afdødes kolonihave. På den måde gjorde vi ritualet til et meget personligt minde. Det er folk generelt rigtig glade for,« siger hun.

En anden gang holdt Naja May en afskedsreception med en familie på en kro. Her spredte hun blomsterne ud på duge over gulvet, og den afdødes veninder spillede musik, ligesom der blev sunget sange og læst et digt op.

»Både i forhold til rummet og rammerne var det en meget anderledes ceremoni, som også blev rigtig fin,« siger Naja May.

Ligesom Peter Lüchau ser hun med sine antropologiske briller den type afskedsceremonier som et udtryk for en voksende individualiseringskultur i Danmark.

»Tendensen går igen ved alle livets store overgangsritualer. Før i tiden foregik de som en selvfølgelighed under kirkens tag med en præst som ceremonileder. Nu holder folk selv navngivningsfest, nonfirmation, bryllup i baghaven - og altså også begravelser uden for kirken,« siger hun.

Kirkebegravelser mest trygt

Hans Raun Iversen er teolog og lektor ved Københavns Universitet. Han bekræfter, at danskernes forhold til tro og religion bliver stadig mere individuelt, og at opslutningen om folkekirkens traditionelle ritualer falder.

Men begravelsesritualet er dog stadig stærkt, fordi det ligger dybt i mange danskere, at det er mest rigtigt at blive begravet i kirken, siger han.

»Folk forventer ofte ikke ret meget af begravelserne. De synes bare, det er forfærdeligt, at deres mor eller far er død og går i kirke, fordi det føles mest rigtigt. Og det er en kæmpe succes hver gang. For det virker. Vi bærer kisten ud, siger de rigtige ord, kaster jord på, og så føler vi, at vi har gjort det, vi skal. Det er en fantastisk lettelse for mange,« siger Hans Raun Iversen.

Af ord er du kommet ...

Netop fordi det gamle, kristne begravelsesritual ligger så dybt i mange danskere, forsøger bedemand Naja May også at læne de alternative afskedsceremonier op ad kirkens.

For eksempel tilbyder hun de pårørende at lave en såkaldt »ordpåkastelse« i stedet for en jordpåkastelse. Her kaster hun jord på kisten fra et sted, hvor den afdøde opholdte sig meget gennem livet. En park, en have, en strand.

»Så siger vi, »af ord er du kommet, til ord skal du blive, af ord skal du igen opstå«. For når man bliver ved med at snakke om afdøde, lever han eller hun jo videre i minderne,« siger hun og tilføjer:

»På den måde bruger vi folkekirkens ritual som skabelon for at udvikle et nyt alternativ, så ceremonien bliver genkendelig men samtidig meget personligt.«