Flere venner til psykisk syge søger hjælp

Problemerne for sindslidende bliver større, siger pårørende til psykisk syge. Hos pårørende-organisations telefonrådgivning søger dobbelt så mange hjælp.

Familie og venner til psykisk syge søger langt mere hjælp end tidligere.

Det viser nye tal fra Landsforeningen Sind.

I Århus, hvor foreningens største telefonrådgivning er lokaliseret, er antallet af henvendelser steget fra 637 til 939 det seneste år - en stigning på 47 procent.

Forklaringen skal ifølge landsformand i Sind, Knud Kristensen, findes i, at problemerne bliver større og flere.

- Der er blevet flere af de tunge sager de seneste år. Tunge sager, hvor patienter udskrives, før de er klar til det, og de rigtig dumme sager, hvor det ender med et selvmord, siger Knud Kristensen og tilføjer.

- De pårørende er dybt ulykkelige, når de ringer ind og tænker, at der burde have været taget hånd om det, inden det gik så vidt.

Knud Kristensen peger især på de mange hospitalsbesparelser som et stort problem. Senest har formand i De Danske Regioner ifølge Sind meldt ud, at en ny spareplan koster mellem 1500 og 2000 stillinger på landsplan.

- Vi forventer, det bliver værre, for nu bliver der nedlagt yderligere senge og stillinger. Mange familier bevæger sig ind i en dårligere tilværelse, hvorfra der ikke er mange veje tilbage, siger Knud Kristensen.

Også afhængighed af medicin er et voksende problem. Hos Sinds såkaldte Benzo-rådgivning, hvor psykisk syge og deres pårørende kan henvende sig med spørgsmål om afhængighed, er tallet i år steget fra 2000 til 2500 henvendelser.

/ritzau/