Flere skoler mangler klare regler for sejlads

Mere end en tredjedel af de frie skoler, som har sejlads på skoleskemaet, har ikke tilstrækkeligt klare og tydelige regler på området.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til februar er det tre år siden, at 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole kæntrede på Præstø Fjord, hvor den ene lærer mistede livet, mens flere elever var i livsfare og efterfølgende har fået alvorlige mén.

Men trods kæntringsulykkens tragiske følger mener over en tredjedel af de frie skoler, der har sejlads på skoleskemaet, ikke selv, at de har tilstrækkeligt klare og tydelige regler om sejlads. Det viser en undersøgelse, som medlemsmagasinet Frie Skoler har foretaget blandt 158 ledere på de frie skoler. Det er problematisk, mener formanden for Frie Skolers Ledere, Rud Nielsen.

»Det er jeg meget forundret og bekymret over. Præstø-ulykken viste med al tydelighed, hvor vigtigt det er at have skriftlige retningslinjer for aktiviteter som sejlads, og det skal bare være i orden. Jeg er glad for, at to tredjedele af skolerne har orden i tingene, men vi skal have den sidste tredjedel med, og jeg undrer mig meget over, at de ikke har fået lavet regler endnu,« siger han.

35 procent, svarende til 70 skoleledere, svarer i undersøgelsen, at deres regler ikke er gode nok. Samtidig mener 45 procent, at man ville kunne rette den samme kritik mod dem som dømte forstanderen.

I november stadfæstede Landsretten dommen over forstander på Lundby Efterskole Truels Truelsen, som fik 60 dages betinget fængsel for uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af lov om sikkerhed til søs. Dragebåden, som eleverne og lærerne sejlede i, var ikke sikkerhedsgodkendt, og eleverne havde ikke det rigtige udstyr på, viste det sig.

»Ulykken skete for tre år siden, og det er alt for stort et antal af skolerne, der ikke har fået lavet retningslinjer. Det er vigtigt i forhold til to ting – dels at forældrene trygt skal kunne sende deres børn på efterskole og dels, at lederne skal beskytte sig selv i forhold til det, vi så konsekvenserne af efter Præstø-ulykken,« siger Rud Nielsen.

Friskolerne, som ofte er meget små og har få lærere, har ikke alle haft tradition for at nedskrive retningslinjer for aktiviteter som sejlads, ski og transport på papir, vurderer Rud Nielsen. Men Lundby-forstanderen blev blandt andet dømt på, at der ikke forelå skriftlige retningslinjer.

»Og det skal vi have ude på alle skolerne. Det er ikke til diskussion,« fastslår Rud Nielsen.

Frie Skolers Ledere er i gang med et samarbejde med Efterskoleforeningen om, hvordan skolelederne på landet skoler kan blive klædt bedre på til at udarbejde retningslinjer, der holder.