Flere politikredse advarer om luskede tyverier ved konfirmationer

Foto: Timo Battefeld

Der er tradition for store fester med mange gaver, når der afholdes konfirmationer i Danmark.

For en række konfirmander blev deres store dag dog uden sidstnævnte, da de fredag skulle træde ind i de voksnes rækker. De uheldige konfirmander fik nemlig stjålet deres gaver, da de sad i kirken og var ved at klare den formelle del af dagen.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi rykkede man ud til nogle af de tyverier, og det får nu politikredsen til at advare konfirmanderne og deres familier mod tyverierne, der foregå ved, at tyvene går på rov, mens gudstjenesten er i gang i kirken.

Her står alle gæsternes biler nemlig parkeret - fyldt op med gaver.

»Vi oplevede fredag ved en kirke i Odsherred, at det gik ud over tre biler. Tyvene stjæler gaver, telegrammer og andre ting i bilen,« siger Rene Søe Pedersen, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Også Nordsjællands Polti havde fredag problemer med tyve. Ifølge flere medier modtog politikredsen hele ni anmeldelser fredag.

»Det handler om, at man lige lægger gaven i bagagerummet og tegnebogen i handskerummet, for så stiller man sig selv bedre. Folk har en tendens til at blive lidt stressede, når man skal til fest, og så efterlader man bare iPad på sædet, gaver i ruden og tegnebogen fremme,« siger Rene Søe Pedersen.