»Flere morgener har jeg afleveret mine børn til mennesker, jeg aldrig har set før«

Hvor mange pædagoger skal et børnehavebarn møde på to år?

Læs mere
Fold sammen

KLUMME: Vi fik for nyligt beskeden om, at nu skulle den store omrokeringskarrusel igen dreje i min datters børnehave: Fem ekstra børn kommer ind på stuen. Samtidig med det stopper en af de voksne og en heldigvis rutineret pædagog, der har været på en af de andre stuer, rykker ind.

Først trak jeg cool på skulderen over det: Endnu en ny årstid. Endnu et nyt ansigt på stuen.

Den meddelelse har vi fået så mange gange på de to år, hun har gået i den kommunale børnehave, at jeg efterhånden har udviklet en sær form for resistens overfor den bureaukratiske, endeløse flod af mails, vi forældre modtager.

Alligevel begyndte jeg at tælle efter. Hvor mange mennesker har vi været igennem de to år, min datter har gået der? Alle de voksne, der har haft deres gang på stuen og som hun fra børnehøjde har forholdt sig til?

Resultatet blev 11 voksne i alt - med den kommende nye pædagog inklusiv. De tre pædagoger, der var på hendes stue til at begynde med, er der slet ikke mere. To af dem har sagt op, og én er rykket ned i vuggestuen.

Lad mig være helt ærlig: Jeg ved ikke engang, om jeg har fået alle med. I de to år har jeg også givet hånd til masser af vikarer, pædagogstuderende og flyvere. Flere morgener er det sket, at jeg har afleveret mine børn til mennesker, jeg aldrig har set før.

Jeg har derfor fuldstændig mistet overblikket over hvem, der har været der hvornår. Det forbandet fortvivlende er, at alle de voksne har været så omsorgsfulde og kompetente mennesker, at vi hver gang har lydt som en dårlig omskrivning af Fakta-reklamen:

»Det tager kun fem minutter at skifte vores barns ble, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere.«

Vi er ikke de eneste. Min lille rapport her fra hverdagsfronten fortæller om et landsdækkende fænomen, hvor pædagogisk personale bliver udskiftet med samme store hast som kosttrends i Instagram-segmentet.

Besparelser, vikariater, sygefravær, forandringsprocesser og ledelsesudfordringer er alt sammen logiske, valide argumenter.

Det fjerner dog ikke min egen basale undren som forælder: Er det en hverdag, vi fortsat skal leve med? Er det godt for børnene? Jeg kan ikke sige, at min datter har haft en dårlig tid i børnehaven. Men ville den have været endnu bedre med mere ro og tryghed?

Den store udskiftning af personale står i skarp kontrast til, hvad eksperter ellers plejer at sige om små børn. De skal have rutiner og stabilitet for at trives.

Er vi som samfund i gang med at skabe generationer af børn, der ikke tør stole på de voksne, fordi de hele tiden skal sige hej til en ny Mette, Anja og Thomas? Eller ønsker vi sønner og døtre, der allerede fra tumlingealderen er verdensmestre i at have mange kontakter og være omstillingsparate?

Jeg er ikke længere selv cool, calm og collected, når mine børn sidder ombord på omrokeringskarrusellen. Jeg får lyst til at hive hårdt i nødbremsen og tvinge pædagogerne til at skrive under på en kontrakt, der stavnsbinder dem til arbejdspladsen i mindst fem år.