Flere hundreder gudstjenester bliver aflyst

Med cirka 130 messefald i 2011 er Roskilde Stift det seneste stift til at melde om aflyste gudstjenester. Ifølge ekspert i kirkelige forhold er det nødvendigt at gøre noget.

Arkivfoto: Rune Feldt-Rasmussen Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Feldt-Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

130 gange måtte en præst i Roskilde Stift sidste år aflyse en gudstjeneste i en sognekirke, fordi der enten var for få eller slet ingen kirkegængere til gudstjenesten.

Det vurderer biskop Peter Fischer-Møller på baggrund af en foreløbig opgørelse over antallet af såkaldte messefald i Roskilde Stift i 2011. I gennemsnit var der ifølge biskoppen ti messefald i de 13 provstier i stiftet, der huser omkring 340 kirker.

Dermed er det store, sjællandske stift det seneste af landets stifter, der melder om tomme kirker til gudstjenesterne. Således måtte Lolland-Falsters Stift sidste år aflyse 108 gudstjenester, og i Fyns Stift er der eksempler på, at enkelte kirker i år gentagne gange har oplevet messefald.

Ifølge Roskildes biskop, Peter Fischer-Møller, er »ét messefald et messefald for meget«, men han advarer dog mod at »overfortolke tallene«.

»Det er noget, vi tager meget alvorligt. Det er klart, at det at kalde til gudstjeneste og der slet ingen kommer, det er dybt frustrerende,« siger han:

»Men mit indtryk er, at problemet ikke er meget større i dag end tidligere. Det bliver bare italesat på en helt anden måde.«

Bør give anledning til overvejelser

Ifølge professor emeritus og ekspert i kirkelige forhold Viggo Mortensen bør messefald »give anledning til lokale overvejelser«.

»Det kan ikke være meningen, at tre-fire mennesker forbereder sig professionelt på en begivenhed, og så finder den ikke sted. Det holder ikke. Det skal der reageres på,« mener han.

Peter Fischer-Møller siger, at han »kan leve med« messefaldene, »hvis folkekirken bliver betragtet som en virksomhed«.

»Det er ikke mange aflyste gudstjenester i forhold til, hvor mange gudstjenester der bliver holdt her i stiftet. Det er under én procent,« siger han:

»Men det er demotiverende for de mange, der er involveret i at forberede en gudstjeneste.«

Behov for at stramme op

Københavns Stift er sammen med Lolland-Falsters Stift de eneste stifter, der jævnligt tæller kirkegængere og dermed også har overblik over antallet af messefald.

Flere andre stifter har dog meddelt, at de vil gøre det samme.

»Der er brug for, at der bliver strammet op på procedurerne,« lyder det fra Viggo Mortensen:

»Præsterne kan nemt komme til at føle, at det er dem, det handler om. Måske er de ikke så villige til at ringe til stiftet mandag morgen og sige, at der ikke kom nogen og hørte på dem i går. Men det er ikke præsternes skyld. Det er menighederne, der har et problem. Stifterne skulle have en slags taskforce, der kunne rykke ud til de menigheder, hvor der er problemer.«

Kirkelukninger på vej

I 2010 var der 34 messefald i Københavns Stift. Selv om tallet er lavt i forhold til antallet af gudstjenester, vil biskop Peter Skov-Jakobsen ikke gå så langt som at kalde dem acceptable.

Han forklarer, at messefald vil indgå i stiftets overvejelser, når det skal til at lukke kirker. Som tidligere omtalt i Berlingske er Københavns Stift ved at gøre klar til at lukke et ukendt antal kirker i Københavns Kommune.

»Men der er mange andre faktorer. Hvor meget bliver kirken ellers brugt. Er der begravelser, er der bryllupper, konfirmander, spejderarbejde eller andre aktiviteter, der har betydning for den pågældende kirkes liv,« siger biskoppen.

11 af messefaldene i 2010, altså en tredjedel, forekom i Bornholms Provsti, hvilket ifølge Peter Skov-Jakobsen kan hænge sammen med mange små sogne.