Flere hospitaler står til lukning

Lukning af hospitaler i Nordsjælland og på Frederiksberg er i spil i forhandlinger om ny hospitalsplan i Region Hovedstaden.

Frederiksberg Hospital er blandt de truede sygehuse i Region Hovedstaden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hospitalerne i både Helsingør og Frederikssund samt på Frederiksberg står til lukning i deres nuværende skikkelser med skadestuer og akut modtagelse af medicinske patienter. Det psykiatriske hospital Skt. Hans er også lukningstruet, og Hørsholm Hospital kan ende med at blive solgt til kommuner i området eller andre.

Det er de opsigtsvækkende muligheder, der er i spil i de politiske forhandlinger, som netop er gået i gang i Region Hovedstaden om en ny hospitals- og psykiatriplan. Og meget tyder på, at der også vil være flertal for at lukke hospitaler, selv om to partier, de Konservative og Dansk Folkeparti, allerede har forladt forhandlingerne i protest over, at opførelsen af et helt nyt hospital i Hillerød kan komme til at koste andre hos­pitaler i Nordsjælland livet.

»Vi er enige i, at der skal bygges nyt, men vi vil ikke være med til at nedlægge hos­pitaler og skadestuer, før der er noget andet i stedet. Der er langt fra Hundested og Helsingør til Hillerød,« siger Per Tærsbøl (K).

Han oplyser, at partierne i forhandlingerne blev præsenteret for først ét og efterfølgende flere papirer, hvor lukning af hospitaler i Nordsjælland og på Frederiksberg var omdrejningspunktet, og at også Skt. Hans blev nævnt.

Kortene tæt på kroppen

De partier, der stadig sidder ved forhandlingsbordet, ønsker ikke at oplyse, hvad der konkret er på bordet. Men alle giver udtryk for, at de generelt mener, at det kan blive nødvendigt at lukke hospitaler for at rette op på regionens anstrengte økonomi og tilpasse regionens planer til regeringens ønske om at få et helt nyt hospital i Hillerød.

»Vi befinder os i en finans­krise, og vi har et hav af hospitals­matrikler i Region Hovedstaden, hvoraf mange er i en elendig forfatning og har både fire- og sekssengsstuer. Vi har ikke penge til at renovere alle, og jo flere matrikler, vi har, jo større er driftsomkostningerne. Der skal ske en struktur­rationalisering,« siger Venstres gruppeformand, Bent Larsen.

Også Socialdemokraterne, der ellers har været totalt afvisende over for at drøfte lukninger, er i bevægelse. Gruppeformand Laila Lindén sagde tidligere på ugen til Berlingske Tidende, at hun personligt var indstillet på at lukke et hospital i stedet for at blive ved med at gennemføre fyringsrunder på flere af regionens hospitaler. De Radikales Kirsten Lee er også stærk fortaler for lukning af flere hospitaler, og SF er ligeledes med på, at der skal ske ændringer i strukturen.

Sundhedscenter i spil

I forhold til Hørsholm Hospital er de hidtidige planer om at indrette et psykiatrisk hospital på stedet skrinlagt, og i stedet tales der nu om evt. at sælge det til kommuner i området med henblik på at lave et sundhedscenter. Parterne overvejer også at bruge kommende investeringer til en bedre psykiatri på hospitaler i København, så indsatsen kommer til at foregå side om side med behandlingen af fysiske sygdomme, hvilket kan betyde lukning af Skt. Hans i Roskilde.

Partierne betoner dog også, at hospitalerne i givet fald ikke skal lukkes i morgen, men at der er tale om et tiårigt perspektiv, ligesom de nedlagte hospitaler kan genopstå som kommunale sundhedscentre med en bred vifte af praktiserende læger, som vil gøre det muligt at få akut hjælp hér til behandling af mindre skader en stor del af døgnet.