Flere fattige under Fogh

Venstrefløjen mener nu, at de står med det endelige bevis.

Utallige gange har oppositionen forsøgt at spidde regeringen på, at den skaber mere ulighed og fattigdom blandt danskerne. Hver gang har regeringen kunnet pege på, at antallet af fattige også steg under Nyrup-tiden i 90'erne. Og så gik gassen af den ballon.

Men nu mener venstrefløjs-partierne, at de har fået det endegyldige bevis på, at Fogh-regeringen dramatisk øger fattigdommen blandt de dårligst stillede danskere, skriver Ekstra Bladet.

Beviset er et nyt notat fra AErådet - (tidl. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd). Notatet slår for første gang fast, at antallet af fattige danskere er steget med 45.000 under Fogh-regeringen -mens det tilsvarende antal i Nyrups ni regeringsår kun var 5000.

Én gruppe er specielt blevet fattigere under Fogh. De, der er blevet ramt af kontanthjælpsloftet. Alene i 2004 sendte det 2500 personer under fattigdomsgrænsen.

- Nu kan regeringen ikke længere lyve. Nu er tallene simpelthen for påtrængende. De bekræfter det, vi hele tiden har sagt: At man skal være både blind og døv og svagtseende og hørehæmmet for ikke at kunne se den nye fattigdom i Danmark, lyder det fra SF's formand, Villy Søvndal.

Kilde: Ekstra Bladet