Flere end hvert tredje barn kommer ikke til børneundersøgelse hos lægen

Børn landet over udebliver fra børneundersøgelse hos de praktiserende læger. En ny kampagne skal rette op på forældrenes glemsomhed i Region Nordjylland.

I barnets første leveår benytter over 80 procent af forældrene sig af tilbuddet om forebyggende børneundersøgelser hos de praktiserende læger. Ved treårsundersøgelsen er det kun lidt flere end halvdelen af forældrene der tropper op. Det bekymrer læger og politikere i Region Nordjylland, som nu fører kampagner for at få forældre og børn til lægen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Ligegyldighed eller bare glemsomhed blandt landets forældre betyder, at knap halvdelen af de treårige ikke dukker op til den forebyggende børneundersøgelse hos deres praktiserende læge. Det viser nye opgørelser fra Region Syddanmark, Sjælland og Nordjylland.

Fremmødet eller mangel på samme er bekymrende, mener formand for sundhedskoordinationsudvalget i Region Nordjylland, Pernille Buhelt (S).

»At sørge for at børnene kommer til undersøgelse er en af de lavest hængende frugter i forhold til at mindske ulighed i sundhed,« siger hun.

Af samme grund er de nordjyske kommuner og regionens praktiserende læger gået sammen om en kampagne, der skal minde forældrene om, at det er vigtigt at møde op til undersøgelsen – også selvom barnet har det godt.

Indsatsen består i at sende breve til de familier, der ikke deltager i børneundersøgelsen med en opfordring om at kontakte egen læge for at bestille tid.

Ifølge sundhedsloven tilbydes alle børn i alderen 0-5 år i alt syv forebyggende børneundersøgelser hos deres praktiserende læge. Undersøgelserne tilbydes, når barnet er fem uger, fem måneder samt en gang årligt frem til barnet er fyldt fem år. Det tilbud benytter 90 procent af forældrene sig af i barnets første leve år, men deltagerprocenten falder drastisk, når barnet er fyldt et år.

Overlæge og formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, Pernille Mathiesen, er overrasket over, at landets forældre i så høj grad fravælger tilbuddet om screening og en uformel snak med praktiserende læge.

»Det skyldes formentligt, at der ikke er nogen vaccinationer ved treårsundersøgelse, og så tænker forældrene sikkert »hvad skal jeg så komme for, mit barn har det jo godt«, så glemmer man det, og får ikke gjort noget ved det. Men det er jo netop en forebyggende undersøgelse, hvor man specifikt screener for ting, som man kan nå at gøre noget ved, hvis man fanger det tidligt. Der er jo en grund til, at vi som samfund betaler for det her tilbud,« siger hun.

Ved treårsundersøgelsen er der særligt fokus på vækst, eventuel overvægt og syn. Men undersøgelsen bruges ifølge Pernille Mathiesen også til personlig vejledning til forældrene, hvis barnet eksempelvis har svært ved at sove om natten.

»Den slags råd og vejledning er ofte noget forældrene efterspørger, så derfor undrer det mig også, at der ikke er flere, der benytter tilbuddet, hvor der netop også er sat tid af til den slags,« siger Pernille Mathiesen.