Flere dropper sovemedicin

En målrettet indsats har fået af antallet af danskere, der tager sovemedicin, bragt ned. I alt 20.000 personer fra 2008 til 2009.

Mange har prøvet at vende og dreje sig i sengen, fordi det er svært at falde i søvn.

Men færre tager sovemedicin i dag for at få hjælp til at blive lullet i søvn. Dermed undgår de at blive afhængige, leve i en døs eller falde og brække benet. Det skriver JydskeVestkysten.

Tal fra Lægemiddelstyrelsen viser et fald på 7,1 procent i antal personer i behandling med sovemedicin fra 2008 til 2009 - i alt 20.000 mennesker.

Det er det lange seje træk, som endelig har haft en effekt, mener formanden for Praktiserende Læger, Henrik Dibbern, som peger på, at der i lægernes efteruddannelse, i faglige tidsskrifter og ved regionale initiativer har været fokus på at få forbruget ned.

- Strammere regler for udskrivning af især de stærkeste typer sovemedicin, som kan være stærkt afhængighedsskabende, har også haft en stor effekt de senere år. Der er blandt andet kommet skærpede regler for brugen af disse typer medicin i forbindelse med bilkørsel og kørekortsfornyelse, forklarer han.

Overlæge i Lægemiddelstyrelsen, Steffen Thirstrup, glæder sig også over, at 20.000 færre tager sovemedicin.

- At færre tager sovemedicin bevirker, at vi har færre afhængige, men også færre ældre, der falder og brækker benet. Medicinen gør nemlig patienterne sløve, og ældre er ikke så modstandsdygtige, hvis de mister balancen, siger han.

/ritzau/