Flere campister, men færre sommerhusgæster i maj

Også hoteller, vandrerhjem og lystbådehavne bedre besøgt i år.

Trods det våde vejr i maj var der flere campister end i samme måned sidste år. Der var også flere turister, som indlogerede sig på vandrehjem og hoteller og flere, som lagde til i lystbådehavnene. Men færre turister lejede sig ind i de ellers mere tørre sommerhuse.

Danskerne selv stod for størsteparten af overnatningerne på campingpladserne, hvor der var tale om en stigning med en femtedel i forhold til sidste år til i alt næsten 1,4 millioner overnatninger. Men der var også over 30.000 flere tyskere i forhold til sidste år.

Hoteller viste en stigning på fem procent, vandrehjem på 14 procent, og lystbådehavne på 30 procent.

Imens faldt antallet af sommerhusovernatninger med to procent til knap 1,17 millioner.

/ritzau/