Du siger i din bog, at frygten for terror æder sjæle, venskaber og faglige fællesskaber?

»Ja, det gør frygten, og det var, hvad der skete på Jyllands-Posten. Vi var i udgangspunktet enige om de publicistiske principper og om nødvendigheden af at forsvare dem. Men gradvist ændrede det sig, således at koncernbestyrelsesformand Jørgen Ejbøl kom til at stå på den ene side, jeg på den anden side og min chefredaktør Jørn Mikkelsen som en lus mellem to negle i midten, mens det for mig aldrig blev helt klart hvor Lars Munch stod. Der var ikke løbende konfrontationer og opgør, men efterhånden tilspidsede konflikterne sig. For Ejbøl og Munch var det en lille pris at betale at lukke munden på mig, men for mig var det en alt for stor pris og til sidst kunne jeg ikke få det til at hænge sammen inde i mit hoved.«

Burde du så ikke være gået tidligere, for du var jo løbende udsat for et pres, der kulminerede med en håndfæstning fra 2010?

»Man er kun et menneske og alt beror på en vurdering, hvor man kan tage fejl, men jeg havde forståelse for Jyllandspostens og husets sikkerhedsproblemer og følte mig bundet af loyalitet over for virksomheden. Vi var i en undtagelsestilstand og ledelsen måtte selvfølgelig tænke på sikkerhed og de ansattes liv. Det havde jeg stor forståelse for og derfor accepterede jeg også den håndfæstning som i virkeligheden var et diktat med de begrænsninger, der lå i den. Men det var da ledelsen i 2012 sagde, at diktatet gjaldt så længe jeg var ansat i virksomheden, at jeg sagde fra og protesterede, men jeg tog ikke straks konsekvensen.«

Jeres påstand står over for hianden, idet Jørgen Ejbøl i den nye biografi om ham »Pansergeneralen« skrevet af Kirsten Jakobsen beskylder dig for at have været illoyal og øget sikkerhedsrisikoen, hvorimod du lægger ansvaret på ledelsen for...

»Næh hov, jeg lægger ikke et ansvar over på ledelsen, men jeg vil gerne have en offentlig debat om den trussel, som terroren repræsenterer og som underminerer hævdvundne publicistiske principper. Desuden er det vigtigt, at pressen er ærlig og åben om den frygt og de begrænsninger, man pålægger sig i dækningen af den ene eller anden historie af hensyn til sikkerhed, og at der ikke er en afstand mellem hvad man proklamerer på lederplads og gør indadtil.«

Men kunne du ikke tidligere - allerede da situationen spidsede til i 2010, hvor der var konkrete terrorplaner mod huset og hvor du udsendte bogen »Tavshedens tyranni«, have haft en samtale med Jørgen Ejbøl, Lars Munch og Jørgen Mikkelsen om situationen og forklaret dig?

»Vi havde et møde i  juni 2011, hvor jeg blev præsenteret for det nævnte diktat, og jeg talte løbende med Ejbøl og Jørn Mikkelsen, og jeg havde et år senere et møde med Munch og Mikkelsen, hvor jeg troede at der ville ske en vis opblødning af regimet, men det skete ikke.«

Men du brød jo håndfæstningen ved at gå i medierne og diskuterede spørgsmål som ytringsfrihed og terrorisme. Hvorfor gjorde du så det?

»Fordi jeg fik til opgave selv at administrere diktatet og diskutere tvivlspørgsmål med Jørn Mikkelsen. Det var senere i 2013 og 2014. Jeg gik ikke i medierne, men jeg deltog f.eks. i Oslo Freedom Forum, som jeg to år før havde fået nej til, og jeg i Berlin Litteraturfestival og enkelte andre ting. Også i forbindelse med udgivelse af bogen »Tavshedens tyranni« på engelsk i efteråret 2014. Da Charlie Hebbo blev angrebet i 2015 blev jeg og Jørn Mikkelsen enige om, at jeg kunne deltage i debatten, men i en rimeligt doseret form, og det syntes jeg at vi håndterede fint hen over foråret 2015. Den store nedsmeltning begyndte, da Ejbøl først fik et raserianfald over, at jeg havde sagt ja til en debat på Folkemødet med Geert Wilders og senere da han forsøgte at stoppe min bog Hymne til friheden og jeg fik forbud mod at tale om den i elektroniske medier. Desuden blev jeg stillet et ultimatum om Jeg at jeg måtte vælge, om jeg ville være debattør eller redaktør. Det er jo et vilkårligt skel, men det blev opfundet for at finde en faglig begrundelse til at lukke munden på mig.«

Øgede det ikke faren?

»Det skal du spørge sikkerhedseksperter om, men jeg kunne konstatere, at jeg ikke blev konfronteret med oplysninger, der indikerede et øget trusselsniveau. Debatten med Wilders var vigtig for JPs publicistiske profil som en liberal avis. Den viste, at vi var uenige om fundamentale spørgsmål som frihed og lighed, når det gælder muslimske medborgere.

Hvorfor vil din chefredaktør Jørn Mikkelsen ikke sige noget nu og støtte dig?

»Jeg forstår ham godt, for han var placeret i en umulig situation. Han skulle balancere mellem ledelsen og mig, og han beskyttede mig faktisk i nogle situationer. Jørgen Ejbøl begyndte at blande sig i redaktionelle forhold og det var helt uacceptabelt og noget, som Ejbøl aldrig selv ville have accepteret.«

Du sagde selv, at det var en undtagelsessituation?

»Ja, men ikke en ubegrænset undtagelsessituation uden løbende revision og vurdering. Den slags sker kun i diktaturer. Egypten befandt sig i en permanent undtagelsestilstand i 20-30 år. Demokratier kan også suspendere folks rettigheder midlertidigt, men det kræver at man løbende kan fremlægge dokumentation for, at det er nødvendigt og der kræves også kontrolinstanser som et parlament eller domstole«

Men når du kigger tilbage fortryder du så alligevel ikke, at du ikke gik tidligere og at du så længe gav ledelsen et alibi for det, som du nu selv kalder hykleri, nemlig på den ene side vifte med ytringsfrihedens banner og på den anden side underlægge sig selvcensur?

»Det er jo en løbende vurdering, og jeg forsøgte af al magt at få tingene til at hænge sammen så længe jeg kunne. Når det ikke gik længere end til slutningen af 2015 var det simpelthen fordi, jeg blev stillet over for et ultimatum, som jeg ikke kunne acceptere og fordi der var en række sammenstød, som gjorde det umuligt at finde tilbage til en eller anden form for balance. Jeg fik at vide at hvis jeg blev, så ville jeg blive underlagt et endnu strengere regime end i de foregående 5 år og jeg ville ikke engang kunne holde et foredrag i en husmoderforening på Frederiksberg«

Nu er hele den gamle ledelse væk og en ny chefredaktør tiltrådt, der lægger afstand til Muhammedtegningerne. Er det den gamle ledelsens hævn?

»Det er ikke hævn, selvfølgelig ikke. Det er udtryk for en elementær uenighed. Det er nok en vurdering af, at man forsøger at slette det kapitel i Jyllands-Postens historie, fordi det er forbundet med en trussel og en helt ekstraordinær situation for virksomheden og dens medarbejdere.«