Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Så skete det endelig.
Efter fire måneders nedlukning kan bar-, cafe-, værtshus- og restaurantejere igen slå dørene op for håbefulde gæster, som kan nyde en kold øl, en kaffe eller en ret, som ikke blot bestilles som takeaway, men rent faktisk serveres på en tallerken.
Værtshuset Dilligencen har eksisteret på Korsgade på Nørrebro siden 1970erne og har aldrig i hele værtshusets historie haft lukket så længe før. Det er derfor med rød løber og flag, at de byder de glade stamgæster velkommen onsdag formiddag.
En halv time inden åbningstid har Bo Jedig sat sig foran Dilligencen i sin egen medbragte stol. Han plejer at komme og få en fadøl hver eneste dag. Nu er det fire måneder siden.
»Jeg har da sparet nogle penge de sidste måneder. Men jeg har glædet mig til at komme ind. Nu skal jeg bare lige have mit coronapas til at virke på telefonen.«
Store knus
Da dørene endelig bliver slået op, går Bo Jedig og en anden stamgæst, Leif Schüsler, hen ad den røde løber og ind på værtshuset.
»Jamen er det ikke!« udbryder Leif Schüsler, da han ser en anden gammel ven træde ind ad døren. De omfavner hinanden i et stort kram.
»Det er jo for fedt at være tilbage. Jeg vandt et rødt Tuborg-glas for syv år siden, og det er blevet mit eget private stamglas. Så ofte plejede jeg at komme her, så jeg har savnet det,« fortæller han.
Leif Schüsler og de andre gæster har reserveret bord til hele dagen og har vist deres coronapas til værtshusets ejer, Tonny Jensen.
»Husk mundbind. Mundbind, venner!« råber Tonny Jensen – for der går ikke længe, før livet på værtshuset er tilbage til normalen. Gæsterne snakker højlydt og går rundt blandt bordene med en tændt cigaret i den ene hånd og en iskold fadøl i den anden.
Gæster uden reservation må vente
Tonny Jensen synes, at kravet om, at gæster skal booke bord 30 minutter i forvejen er en »smule åndssvagt«.
»Ja, jeg ved ikke, hvordan de vil have det til at hænge sammen. For at sige det pænt, så tror jeg slet ikke, at det kan lade sig gøre,« fortæller han.
Værtshuset vil dog holde sig til reglerne – så hvis en gæst kommer uden reservation, må de vente udenfor i en halv time, selvom der er et bord ledigt, for »sådan er reglerne«.
Retningslinjer og restriktioner for, hvordan Tonny Jensen kan servere fadøl fra fustagen i bardisken, er dog ikke afgørende for hans humør i dag. Han er lykkelig for at være tilbage og for at kunne servicere sine gæster, som igennem mange år er kommet på Dilligencen.
»Jeg er så glad. Det er helt utroligt, hvor meget man kan savne de her tosser,« siger Tonny Jensen og går op i baren for at skænke den næste fadøl.
Genåbningen af blandt andet barer sker som led i den udvidede genåbningsaftale, som alle partier med undtagelse af Nye Borgerlige indgik 15. April. Udover at forsamlingsforbuddet hæves fra fem til 10 indendørs og 50 udendørs, bliver der også åbnet op for mere idræt, kulturliv og skolegang for de ældste elever.