Flæskekongen om sin uddannelse: »Det var sådan en fed rejse«

Kultkokken Umut Sakarya beskriver sit fag som en »superspændende branche at komme ind i«.

Umut Sakarya driver retrorestauranterne Guldkroen og Guldgrillen og er kendt fra DR3s »Tyrkersvin«, som kok på Go' Morgen Danmark og for sin deltagelse i sidste års »Vild med Dans«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Den 29-årige kultkok Umut Sakarya ville egentlig helst have været i praktik på det lokale pizzeria, hvor han arbejdede, mens han gik i 10. klasse. Han var glad for at lave mad og orkede ikke længere at gå i skole.

Alligevel fik en studievejleder overbevist ham om at tage kokkeuddannelsen på Hotel- og Restaurantskolen. I dag er flæskekongen, som han bliver kaldt, glad for, at han tog en erhvervsuddannelse, som gav ham mulighed for at åbne sine to restauranter, Guldkroen og Guldgrillen.

Hvordan var det at gå på kokkeskolen?

»Det var sådan en fed rejse og en superspændende branche at komme ind i. Specielt hvis man har en idé om, hvor man vil hen. Når man tager kokkeuddannelsen, kan man selvfølgelig blive kok og måske køkkenchef. Men man kan også efteruddanne sig og gå målrettet efter at blive for eksempel smagsudvikler eller produktudvikler,« siger han:

Jeg har ikke gået på gymnasium, så det var fedt for mig, at man kunne læse mange andre uddannelser bagefter. Da jeg var færdig som kok, læste jeg serviceøkonomi i to år for at forstå noget om ledelse og regnskab. Så der er mange forskellige job, man kan tage og uddanne sig til. Og det, synes jeg, klart var det sjoveste: At man ligesom ikke låser sig fast til noget.«

Umut Sakarya

»Du er arbejdsparat, når du er færdig med kokkeuddannelsen. Det var super vigtigt for sådan en som mig, der har damp.«


Hvad betød det for dig at tage en praktisk erhvervsuddannelse?

»Først og fremmest var jeg jobsikret. Det er ikke som at gå på gymnasium, hvor du skal tage flere uddannelser, når du er færdig. Man kommer ind i en branche, hvor man kan arbejde på flere niveauer, og hvor det er ret nemt at komme til. Det gjorde, at jeg ikke lige pludselig hoppede fra,« siger han:

»Jeg tror, nogle mennesker hopper fra, når de ikke bliver stimuleret nok. Det sker ikke i kokkebranchen. Man kan altid komme ud og arbejde et sted en dag eller to eller lære noget nyt på en efteruddannelse. Noget andet fedt er, at du er arbejdsparat, når du er færdig med kokkeuddannelsen. Det var super vigtigt for sådan en som mig, der har damp. Jeg kan ikke sidde stille.«