Fiskere reddet fra synkende kutter

Fire fiskere fra en forulykket kutter er reddet op af havet vest for Hirtshals

En nordjysk fiskekutter sank natten til onsdag i Skagerrak ud for Hirtshals.

Før den cirka 30-meter lange kutter forsvandt i bølgerne, lykkedes det dog skibets fire besætningsmedlemmer at hoppe i en redningsflåde, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).

De fire fiskere blev efter forliset samlet op af et andet fiskefartøj i området, og alle fire blev herefter uskadte bragt til havnen i Hirtshals.

SOK nåede at sende en helikopter i luften, men da de forliste var i god behold, fløj maskinen tilbage til udgangspunktet i Aalborg.

Myndighederne har nu sendt et patruljeskib til området, hvor kutteren sank, for at se, om det havarerede skib lækker olie i større omfang.

/ritzau/