Fiskekutter forsvundet i Kattegat

Politiet har sat en eftersøgning i gang efter en fiskekutter med én mand om bord, der er forsvundet ud for Grenå.

Kutteren Ida er på 27-fod, og ombord er dens skipper. Han skulle være vendt tilbage til Grenå Havn klokken 3 i nat, men er stadig ikke vendt hjem. Derfor blev han meldt savnet i morges, siger Østjyllands Radio. .

Der er ikke modtaget et nødsignal fra kutteren og politiet får nu hjælp af helikoptere til eftersøgningen. Kysten bliver undersøgt af betjente i patruljevogne, og desuden deltager andre kuttere fra området.

Politiet vil gerne have henvendelser fra folk, der kan have set kutteren. Den har lyseblåt skrog og en hvid overdel.

Hvis man mener at kunne hjælpe med at finde Idas skipper, kan man ringe til politiet på telefonnummer 87 31 14 48.