Fire voksne er en gave

Tre generationer af familien Andersen har nydt godt af at dele hverdag under samme tag. Det kræver, at man kender sine egne grænser og kan rumme de andres.

Tre generationer under samme tag giver fordele for alle, mener familien Andersen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Døren deler husets 216 kvadratmeter i en ung og en ældre afdeling. Skiller netflix-TV og guitarjam fra hjemmemaleri og farfars muntre kirkesang. Normalt er den lukket – døren – og man skal banke på. Men flere gange dagligt bliver den åbnet, og husets to dele flyder sammen. Farmor, der lige skal sætte husets vasketøj over, eller børnene der kommer hjem fra skole.

»Så kommer de ind og spørger, om de må få en »gave«. Det betyder en småkage. Det har de gjort, siden de var små,« fortæller husets farfar, Flemming Peter Andersen.

Nogle dage bliver de hængende, fortæller om skoledagen, læser eller maler med farmor.

»Da vi var små, fik vi læst alle Harry Potter-bøgerne højt. Det husker jeg som vildt hyggeligt,« fortæller 15-årige Thit.

De små hverdagsstunder gør, at farmor og farfar ikke behøver at invitere i Tivoli eller Zoologisk Have for at være sammen med deres børn og børnebørn.

»Vi har hverdagen sammen. Og heldigvis er det jo den, der er mest af,« siger Flemming Peter Andersen.

Frihed som forældre

Og det er ikke bare børnebørn og bedsteforældre, der har nydt godt af de 13 år, de tre generationer har boet sammen. Det gælder også for Morten Peter Andersen og Susanne Schindtler Andersen.

»Det har givet os en frihed som forældre, fordi farmor og farfar altid er her. Vi løber lige en tur i skoven, selv om børnene er puttet eller tager ud at fiske en hel dag,« siger 46-årige Susanne Schindtler Andersen.

Da børnene var små, arbejdede Susanne og hendes mand som henholdsvis pædagog og lærer og havde derfor mange aftenmøder.

»Det var aldrig et problem. Børnene blev bare puttet her. På den måde har der ikke været så meget koordinering mellem os som par, som man ellers kan høre mange andre brokker sig over,« siger hun.

Farmor passede også de to yngste i de første år, fordi der ikke var den institution, som parret gerne ville have.

»Som pædagog er jeg jo kræsen. Og da vi så endelig fik en halvdagsskovbørnehave, var det også farmor, der fulgte dem af sted om morgenen, fordi vi var taget på arbejde,« siger hun.

Kræftsygdom og grænser

Selv om fordelene langt overskygger ulemperne, var der et års tid, hvor Susanne Schindtler Andersen syntes, det var svært at bo så tæt sammen.

»Jeg fik en krise, fordi jeg havde fundet en knude i mit bryst. Da kunne jeg bare mærke, at jeg ikke havde ret meget elastik. Det er hårdt at være i en krise, og ligesom i så mange andre forhold, ægteskab eller på arbejdet, så smittede det også af på vores familie. Men efterhånden ebbede det ud. Jeg fandt et nyt ståsted, og fik nok også øvet mig lidt i at sætte grænser,« siger Susanne Schindtler Andersen.

Parret er enige om, at den måde, de har valgt at bo på, kræver, at man er afklaret omkring sine grænser og værdier – uden at blive en stivstikker. En balance mellem at være rummelig og at kunne sætte grænser. Noget som husets yngste nærmest har fået ind med modermælken. Alligevel regner Thit efter 13 års bofællesskab ikke med at blive boende i huset.

»Det har været fedt som barn, men jeg kunne ikke finde på som voksen selv at bo sammen med mine forældre. Når jeg flytter hjemmefra, skal jeg bare væk. Selvfølgelig komme på besøg og sådan noget, men ellers vil jeg have mit eget liv,« siger 15-årige Thit Schindtler Andersen.

Susanne Schindtler Andersen og hendes mand er nu også enige om, at børnene skal ud at have deres eget liv og modnes, som de selv gjorde det i deres unge år i København. Hvis de så senere finder ud af, at det giver mening for dem at flytte tilbage, ville det være »fedt«.

»Men de skal først flytte hjemmefra!«