Hold varmen
Uldent undertøj må man kun give til folk, man virkelig elsker, og de skal nok være over 30 for at sætte pris på det. Jeg har kun uldent undertøj, jeg har fået af min mor, og når jeg tager det på, føles det som et strøg af omsorg, og som om hun siger »pas på du ikke kommer til at fryse« og »du ser lidt træt ud« og »du har trængt til det«, når jeg har sovet lidt for længe. Kort sagt, alt det, jeg hadede, da jeg var yngre, er nu hyggeligt – og det er mit lune uldne undertøj en forlængelse af. Dilling-underwear.dk har et godt udvalg (og er man lige så barnlig som mig, kan man jo grine lidt af navnet).
Sig hvad du vil have
Engang fik jeg en urtekniv i julegave af en kæreste og gav mig til at græde, fordi det var så kedelig en ting. »Jeg troede, du gerne ville have den,« sagde han og så meget brødebetynget ud. Det lærte mig to ting: at slappe lidt af og at sige højt, hvad jeg gerne vil og ikke vil. Jeg vil f.eks. gerne have en bog juleaften, fordi jeg forestiller mig, at jeg skal ligge i min seng og læse julenat. Den idé stammer fra en historie om Selma Lagerlöf, der fortalte, hvordan hun altid fik bøger – og et år en på fransk, som hun så lå i sin seng og læste (og lærte fransk naturligvis). Siden da har jeg forestillet mig, hvordan der ville gå en lige linje mellem min seng og Nobelprisen, og derfor skal jeg have en bog. Virkeligheden er, at jeg sidder i blødt tøj og drikker portvin til langt ud på natten, men ideen lever. Selma Lagerlöfs store romaner som »Familien Löwensköld« og »Gustav Berlings saga« er fantastiske, men må jeg kun anbefale én bog i år, bliver det »Lykke-Per« af Pontoppidan. Hold nu kæft, den er fantastisk!
Lyden af alt godt
Da min mand og jeg flyttede sammen, havde han plader, men ingen pladespiller. Jeg syntes, det gamle lort skulle smides ud pronto, men da han nægtede, gav jeg ham en pladespiller i julegave. Det er muligvis den bedste gave, vi har fået. Ingenting er hyggeligere end at sætte en plade på, den der varme tætte lyd. Jeg har fået min venindes mors plader, så når jeg hører dem, er hun også med hos os. En pladespiller er lyden af en insisteren på at tage sig tid til at leve et rart liv, hvor den største kvalitet ikke er effektivitet, men glæde. Lydbutikken på Frederiksberg Allé er den bedste i byen, når det gælder den slags. Nørdede, rare og med forståelse for, at man ikke har et budget på 20.000 til en pladespiller (3.000 er nok.)
Læs noget interessant
Jeg føler mig sjældent rigere, end når jeg sætter mig i køkkenet med god tid og det nyeste nummer af New Yorker, som jeg har abonneret på i mange år. Giv et abonnement på et magasin, der findes tonsvis af gode, sjove og særlige (tjek f.eks. Racquet, hvis du kender en tennisspiller, eller The Gourmand - Food & Culture, hvis du kender en kulturel madtype). Husk at købe et eksemplar af magasinet, så der er en fysisk gave under træet (og tjek, hvad du køber: jeg købte et Wired på tysk, da jeg gav min mand magasinet – det er sjovt nu, men virkede lidt kikset).