Fire ud af ti løsladte begår ny kriminalitet

Knap 40 procent af de personer, som blev lukket ud af et fængsel i 2011, havde begået ny kriminalitet inden to år. Det viser nye tal fra Kriminalforsorgen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Olsen Banden-filmene vendte Egon Olsen igen og igen tilbage til fængslet kort tid efter løsladelse.

Sådan ser billedet også ofte ud i virkelighedens verden. Nye tal fra Kriminalforsorgen viser, at knap fire ud af ti personer, der blev løsladt fra et fængsel i 2011, havde begået ny kriminalitet inden to år.

Helt præcis havde 37,8 procent af de personer, som i 2011 blev løsladt, modtaget en ny dom inden to år. Det er den højeste andel siden 2006.

Kriminalforsorgen forklarer den høje andel med, at stadig flere fængselsdømte afsoner straffen i hjemmet med en elektronisk fodlænke. Den gruppe har en lavere risiko for at begå ny kriminalitet. Det efterlader, påpeger Kriminalforsorgen, en gruppe af hårdere belastede i fængslerne med højere risiko for tilbagefald.

28,6 procent af de personer, som i 2011 modtog en betinget dom, begik i løbet to år ny kriminalitet. For personer, der blev idømt samfundstjeneste, var andelen 20,3 procent.

16,9 procent af de personer, som i 2011 kunne afmontere fodlænken, begik ny kriminalitet i løbet af de kommende to år - det er den laveste andel siden 2006.