Fire fanger flygtede fra arresten

Fire fanger truede sig i aftes ud fra arresten i Hjørring og forsvandt i byen, inden nogen kunne optage forfølgelse.

Fire farlige fanger flygtede i aftes fra arresten i Hjørring i Jernbanegade, og de er fortsat på fri fod. De sad inde for henholdsvis drabsforsøg, røveri, narkohandel og indbrud.

Flugten skete ved halv otte-tiden.

- Det er fire indsatte, som får truet en fængselsbetjent og låser ham inde, og en anden fængselsbetjent bliver med trusler om vold fravristet nøglerne, og de låser sig så ud og forsvinder til fods fra arresten, fortæller vagtleder Peter Redder fra Nordjyllands Polti

De fire mænd i tyverne forsvandt ud i byen i Hjørring, inden det lykkedes nogen at optage forfølgelsen af dem.

Politiet betragter de flygtede fanger som farlige og fraråder, at man forsøger at pågribe nogen af dem, men i stedet straks henvender sig til politiet.

Der er tale om unge mænd i tyverne.

De fire flygtedes signalement er:
Ronny Prætorius Wold Andersen, Hjørring. 25 år, 186 cm høj, ranglet og spinkel. Går karakteristisk foroverbøjet. Mørkblond hår, grå bluse, mørke joggingbukser. I varetægt for narkohandel.

David Tornehave Jensen, Vrå. 28 år, 180 cm, slank. Har sår i ansigt og på hals efter psoriasis. Grå tophue med sort kant. Rød sweatshirt. I varetægt for drabsforsøg.

Jakob Andersen, 20 år, 160 cm høj. Oppustet ansigt, almindelig af bygning. Hvid sweatshirt under en skjorte, sorte joggingbukser. I varetægt for tyveri.

Miki Maymann Strellner, Aalborg-området. 180 cm. Slank, markeret ansigt, brunlig trøje med logo. Nye hvide kondisko. Afsoner røveri.

Kilde: Nordjyske