Fint salg hos B&O

Radio- og tv-producenten Bang & Olufsen har haft et tilfredsstillende første halvår med en fremgang i salget på otte procent.

Radio- og tv-producenten Bang & Olufsen melder om et tilfredsstillende første halvår, hvor omsætningen er steget med otte procent til knap 2,1 milliarder kroner. Resultatet af den primære drift voksede pænt fra 190 millioner kroner sidste år til 240 millioner kroner for perioden juni til og med november.

Koncernens omsætning udviklede sig tilfredsstillende på alle vigtige markeder, også USA, hvor første kvartal ikke var så godt. Her var der i stedet tale om et godt andet kvartal, så man alt i alt er gået syv procent frem på det amerikanske marked.

På det danske marked steg salget beskedent med tre procent til 259 millioner kroner, syv millioner kroner mere end året før. Også det største marked, Storbritannien, er gået frem med tre procent, mens et andet vigtigt marked, Tyskland, er gået frem med fire procent. /ritzau/