Findes der egentlig noget eviggyldigt?

Meningsdannere og blå toppolitikere sætter spørgsmålstegn ved konventionernes ukrænkelighed, og et britisk opgør om menneskerettigheder giver debatten realpolitisk kant.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Hans blik var snarere rettet mod Kanaan end konventioner. Alligevel er det, som om gammeltestamentlige Moses har en særlig plads i den danske debat om de internationale overenskomster på menneskerets- og flygtningeområdet.

Tag skatteminister Karsten Lauritzen, der som Venstres retsordfører under valgkampen slog fast, at FNs Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke er »mejslet i granit, og som af Moses blev båret ned fra bjerget«.

Han er ikke den første.

For det uangribelige er blevet angribeligt. Spørger man både modstandere og tilhængere af de eksisterende konventioner, er Danmarks internationale forpligtelser gået fra at have en uantastelig klang til i dag, for nu at blive i Moses-jargonen, at dele vandene.

Tørt, måske? Tro om igen. Menneskerettigheder er realpolitik og et evigt tilstedeværende bagtæppe for de seneste 30 års mest afgørende politiske stridspunkt. Kort sagt er udlændingespørgsmålet kimen til mangt en konventionskritik.

To eksempler:

Når Menneskerettighedskonventionens artikel otte om ret til respekt for familieliv gør det svært at udvise kriminelle udlændinge med børn. Eller når borgerkrige og fattigdom i Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien får tusinder til at flygte til Europa, og Danmark ifølge vores forpligtelser må give dem, der kommer hertil, asyl, hvis de lever op til kravene i Flygtningekonventionen.

»Og hvad sker så? Så får menneskerettighederne først og fremmest betydning på udlændingeområdet, som er det mest politiserede område i Danmark overhovedet,« lyder det fra Jonas Christoffersen, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder og forfatter til bogen »Menneskeret – en demokratisk udfordring«.

Ham hører vi mere til senere.

Tilbage til Venstre. I weekenden gav integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg følgende besyv med om regeringens holdning til Danmarks konventionsforpligtelser:

»De internationale konventioner er skrevet i en anden tid, hvor globaliseringen var ikke-eksisterende. Det er klart, at det giver nogle udfordringer. Men vi har også sagt hele vejen igennem, at vi vil overholde de konventioner, som vi nu engang er en del af. Det hindrer selvfølgelig ikke, at vi også kan tage debatten med andre lande for at få dem moderniseret,« lød det.

Det store støtteparti, Dansk Folkeparti, ønsker derimod en kommission, der skal se på, hvordan flere af konventionernes regler kan rulles tilbage, og at Danmark skal undersøge mulighederne for at tage forbehold mod dele af aftalerne, som vi kender det fra EU-forbeholdene.

De borgerlige spejder mod Storbritannien, hvor premierminister David Cameron har varslet et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, netop pga. udfordringen med at udvise kriminelle udlændinge. Den konservative leder truer med at indsætte et britisk sæt »bill of rights« som erstatning for konventionen, hvis ikke briterne kan få indrømmelser på området. En retning, flere borgerlige politikere herhjemme støtter.

Hvad er der sket?

Havde den radikale Zenia Stampe for fire år siden fået sin vilje, stod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dag indskrevet i Grundloven. Da Venstres Bertel Haarder som integrationsminister i 00erne fik øgenavnet »konventionsministeren« af Dansk Folkeparti, fordi han som integrationsminister igen og igen insisterede på konventionernes ukrænkelighed, var han med egne ord »ret stolt«.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Og da – mere kuriøst – Nicolas Bros karakter i filmen »Kongekabale« fra 2004 harcelerede over politikere og journalisters moralske deroute, konkluderede han som argumentets trumf, at »det er blevet stuerent at sætte spørgsmålstegn ved menneskerettigheder« , og sluttede:

»Hvad minder det dig mest om – Sovjetunionen eller Nazi-Tyskland?«

I dag befinder menneskerettighederne og konventionerne på området sig i en legitimitetskrise, mener Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder. Alligevel ser han debatten om vores internationale forpligtelser og de universelle rettigheder for et sundhedstegn.

»Vi kan ikke i et demokratisk samfund sige, at vi ikke må diskutere menneskerettighederne, fordi de er hævet over demokratiet. Der er heller ikke ret mange, tror jeg, der reelt mener, at menneskerettigheder som sådan er farlige. Det handler mere om, hvordan vi fortolker dem, og hvor meget de skal fylde. Det er en enormt vigtig diskussion,« siger han.

Jonas Christoffersen frygter dog, at gabet mellem de kræfter, der internationalt set driver udviklingen på konventionsområdet frem, og de nationale politikere og borgere i medlemsstaterne vokser sig for stort. Derved risikerer hele menneskerettighedsprojektet at komme i fare.

»Man må styrke legitimiteten, og det tror jeg kun, man gør, hvis man skaber et slankere menneskerettighedsprojekt med færre menneskerettigheder. Så man giver køb på nogle af de landvindinger, man har gjort, fordi politikere og befolkning er tabt undervejs. Menneskerettigheder har udfordret demokratiet så meget, at de i sig selv er blevet en udfordring for demokratiet,« lyder det.

Menneskeretskonventionerne er jura. Men det er i høj grad også følelser og ideologi. Læs blot, hvad 25 sydafrikanske intellektuelle og anti-apartheidaktivister lod trykke i avisen The Observer for at advare mod en britisk udtræden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:

»Rettigheder tilhører ikke én nationalitet – de må være universelle. At opdele mennesker, adskille deres rettigheder og friheder på basis af deres pas eller race og afskrive dem deres menneskerettigheder, førte til de værste overgreb i de 20. århundrede. Det førte til apartheid. Og det kan kun føre til mere uretfærdighed og berøvelse i fremtiden,« lød opråbet.

Så for at forstå, hvad debatten er gjort af, kan det være godt for en stund at fortrække fra realpolitikken og i stedet åbne den ideologiske rodeskuffe.

Rettighedsprincippets argeste kritiker gennem årtier er fhv. sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup, der også har forfattet bogen »Dansen om menneskerettighederne«. Ifølge ham er idéen om universelle menneskerettigheder og konventioner »totalitær«, og hans synspunkt er derfor direkte modstridigt de førnævnte sydafrikaneres.

»Menneskerettighederne er blevet en ideologi, som jo er total i den måde, at alt skal indordnes under den. Den prædiker en eviggyldig sandhed og har efter Anden Verdenskrig fået magt til at realisere den. Det er derfor det enkelte lands frihed, som ophæves af den totalitarisme, som menneskerettighederne er,« lyder det fra Krarup.

Ergo er det, der var tænkt som individernes bolværk mod statsmagten, med hans øjne, blevet et bolværk mod demokratiet selv. Lovgivning og sanktioner er nationalstaternes anliggende. Hvis Kina forbryder sig mod nogle af de frihedsrettigheder, som er forbudt ved dansk lov, er det et kinesisk anliggende.

»Ethvert lovligt samfund har love, der forbyder tortur og menneskejagt. Der findes ikke nogen hellighed, der siger, at sådan skal alle love være. Det er det enkelte folks afgørelse, at det skal gøres til lov i landet,« lyder det fra Søren Krarup.

Ifølge Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder er der tale om en forenkling, fordi både Menneskerettighedskonventionen og Flygtningekonventionen er indskrevet i dansk lov og ret. Hans tidligere bestyrelsesformand i menneskeretsinstituttet, Kjeld Holm, kalder det »nødvendigt, at man er underlagt en række universelle rettigheder«.

»Ellers er man overladt til forskellige politiske systemers tilfældige forgodtbefindende,« siger han og bruger i lighed med de sydafrikanske klummeskribenter historien som hjemmel.

»Før og under Anden Verdenskrig oplevede man jo, hvad det vil sige, hvis man ikke har et internationalt retssamfund. Der kunne man gøre lige præcis, hvad der passede én. Når det bare var i overensstemmelse med den nationale lovgivning, var alt andet ligegyldigt. Og derfor kunne man i Tyskland indlede en massiv forfølgelse af jøderne,« siger Kjeld Holm.

Og så har vi slet ikke bragt kristendommen ind i debatten. Før nu. Debatten om konventionerne har nemlig et teologisk tvist. Ifølge Kjeld Holm, der netop har forladt bispesædet i Aarhus, er der indirekte en forbindelse mellem kristendommen og menneskeretsprincippet.

»I allerhøjeste grad. Kristendommen præciserer jo det enkelte menneskes uerstattelighed. Det ligger allerede i Det Gamle Testamente, og det bliver jo kundgjort i Jesu forkyndelse. Det enkelte menneske er en unik størrelse. Man kan ikke erstatte et menneske med et andet,« siger han og uddyber:

»Jeg vil minde om, at pave Johannes den 23. i et af sine hyrdebreve »Fred på Jorden« fremhævede, at der er en sammenhæng mellem kristendommen og de universelle rettigheder,« slutter Kjeld Holm.

For Søren Krarups vedkommende er det modsat. Her er tolkningen, at vi alle er syndere for Gud og derfor ikke skal gøre os til herre over, hvad der er moralsk godt eller retfærdigt.

»Menneskerettighedsforkæmpernes pointe er simpelthen at gøre menneskerettighederne gældende som religion. Dertil siger kristendommen, at der ingen politisk hellighed er i denne verden. Menneskerettighedsdyrkelsen er en religiøsitet, der er i direkte modstrid med kristendommens forkyndelse af loven, som den, der sættes af magthaveren i landet og ikke af noget helligt princip,« siger Søren Krarup, der håber på en fuldkommen dansk udtræden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs Flygtningekonvention.

Og dermed er vi tilbage ved realpolitikken. For hvad bliver sideeffekten, hvis Danmark f.eks. som det første land nogensinde tager forbehold over for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Jonas Christoffersen giver et bud:

»Så vil Victor Orbán (Ungarns premierminister, red.) f.eks. tage forbehold over for noget, han ikke må gøre ved romaer. Så begynder folk at vælge og vrage i øst og vest,« siger han: »Det praktiske problem for en dansk politiker er så, hvor meget man går op i, at menneskerettighederne fungerer som en løftestang i andre lande.«
Ét er sikkert. Debatten fortsætter. Som analytikeren Asle Toje med en Nietzsche-reference skriver i norske Dagens Næringsliv:

»Gud er død. Igen. Intet er helligt. Ikke engang menneskerettighederne.«