Find selv ud af det, børn

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes avis til børn Kids’ News og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn.

Jonas Stenbæk Christoffersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en af de hyppige forestillinger, der bliver opført i vores legeværelse, er min datter på seks dronning, og min søn på næsten tre er hendes tjener. Som man måske kan læse ud af sammenhængen, er det min datter, der har fundet på legen, og den fungerer langt hen ad vejen ganske udmærket, så længe tjeneren får lov at gøre præcis det, han har lyst til. Forleden legede han med biler på gulvet, og så kunne jeg høre dronningen, der sad i sengen og holdt hof med sine bamser: »Okay, tjener, jeg beordrer dig til at lege med dine biler!«

Her kunne man forledes til at tro, at jeg har undervist børnene i det danske monarkis indretning og forholdet mellem den danske dronning og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men det er nok bare et tilfælde, og så længe det hele udspiller sig på denne facon, er alle glade. Min søn kan gøre, hvad det passer ham, og storesøster sidder på sin trone og foregiver at styre kongeriget.

Anderledes udfordret bliver det hele, når min datter udstikker bulletiner, der ikke matcher tyendets ønsker – især hvis det handler om, at hun vil have nøjagtig det stykke legetøj, som lillebror fumler med. Så går vi fra det fredelige monarki til den franske revolution. Her er det typisk, at jeg følger mere opmærksomt med, hvis nu dronningen planlægger at sende sin hær i felten, og tjeneren stiller guillotinen op på legetæppet.

Noget af det bedste ved at gå fra et til flere æbler på stamtræet er at se, hvordan ens børn udvikler sig sammen og finder glæde og gavn i hinandens selskab. Hjertet bliver som en radiator skruet op på fuld styrke, når man ser dem hygge sig opslugt i deres eget univers. Og så begynder de at skændes, og med ét er glansbilledet revet over af det ulidelige mundhuggeri, der følger, når søskende støder sammen. Det eneste, man har lyst til, er at proppe vat i egne ører og i munden på børnene. Men uanset hvor fristende det er, så prøver jeg at holde mig mest muligt ude af mine børns konflikter.

Når vi som forældre blander os, anerkender vi også, at det er en reel konflikt, børnene har, og vi løfter dermed selv de mindste sager ind i de voksnes højesteret. Her skal der procederes for og imod, inden dommeren så afgør, hvis tur det er til at prøve den fjernstyrede bil, der om ti minutter alligevel bliver glemt på bunden af rodekassen. Situationen er kunstig, da langt de fleste af vores konflikter i tilværelsen ikke løses af en tredjepart, men igennem kompromiser – små og store forlig, der aldrig når i nærheden af en retssal.

Selvfølgelig skal børnene have støtte i processen og lære at håndtere tvisterne, og derfor blander jeg mig naturligvis, når konflikterne bliver voldsomme, eller børnene kalder hinanden grimme ting, for de skal lære spillereglerne at kende. Men der ligger så meget værdifuld læring og erfaring i de konflikter, der udspiller sig i legeværelset, som de skal bruge senere hen i livet, hvor mor og far ikke står stand by til at løse selv de mindste hårdknuder.

Dertil spejler børn sig langt hen ad vejen i forældrenes adfærd. Så det skal vi tænke over, når vi selv »diskuterer« i parforholdet. Hvor børnene så har samlet legen op, i hvilken kvinden er dronningen, der udstikker ordrer, og manden er tjeneren, der ikke lytter ordentligt efter, kan man altid tænke lidt over. I hvert fald ikke hos os forældre. Siger min kone.