Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mandag morgen. Sengen har kun modvilligt sluppet sit tag. Havregrøden og den tilhørende kop sorte kaffe er slugt. De efterårstunge skyer ser fugtige ud, og kun cyklen kan bringe dig sikkert og rettidigt frem. Men er der ikke noget forandret ved den? Jo, den er flad!
I Aarhus er der opført små pumpestationer med trykluft på strategiske steder. Lige præcis hvor de er placeret, kan en ny app nu fortælle dig. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
App’en er skabt af en ung studerende fra Odense, der har fået ideen ved at kigge på sin kæreste:
»Hun er lige startet på universitet og i hendes klasse var der mange der først lige var flyttet hjemmefra, og dermed ikke havde cykelpumper. Min kæreste vidste, at der var opstillet offentlige cykelpumper i byen, men kun hvor nogle af dem stod,« fortæller Kristian Thaulow, der til daglig studerer civilingeniør i robotteknologi på Syddansk Universitet.
Det blev til app’en »Cykelpumpe Odense«, der via Google Maps kan guide brugeren til den nærmeste offentlige pumpe.
Den mobile guide fik hurtigt stor succes i Odense, og rygtet nåede helt til Aarhus:
»Projektlederen hos Aarhus Cykelby, Pablo Celis, ringede og hørte, om jeg ikke ville lave en lignende app til dem. Det ville jeg rigtig gerne, så jeg fik ham til at tage nogle billeder af alle pumperne, og så var vi i gang,« forklarer Kristian Thaulow til Aarhus Stiftstidende.
Han har lavet app’en på hobbybasis, og det sætter desværre grænser for fremtidens udviklingsmuligheder:
»Lige for øjeblikket har jeg ingen planer om at overføre app’en til iPhone eller til andre byer. Det er desværre for dyrt. Men hvis efterspørgselen er der, vil jeg selvfølgelig overveje det,« forklarer den foretagsomme udvikler.
App’en kan via kort guide dig til nærmeste pumpe og vise et foto af den. Den findes kun til Android og kan hentes gratis i Google Play, skriver Aarhus Stiftstidende.