Finanstilsynet påbyder Citibank at ændre markedsføring

Citybank må ikke reklamere med lånetilbud uden at oplyse om de årlige omkostninger i procent. Det har Finanstilsynet påbudt banken.

Citibank skal straks trække eventuelle avisannoncer om lån tilbage og i fremtiden ændre bankens markedsføringsmateriale, så de årlige omkostninger i procent (ÅOP) fremgår.

Det har Finanstilsynet påbudt Citibank, så den fremover overholder oplysningsforpligtelser i § 8 i bekendtgørelsen om information til forbrugerne om priser m.v. i pengeinstitutter.

Finanstilsynet blev i november 2006 opmærksom på, at Citibank i en annonce i en landsdækkende avis reklamerede med, at man kunne låne op til 200.000 kroner med en rente fra 6,9 procent - men uden at de krævede ÅOP-oplysninger fremgik.

De 200.000 kroner kan ifølge Citibank lånes hurtigt og nemt - og uden at lånerne skal stille sikkerhed i hus eller bil.

/ritzau/