Finanslov vil sikre bedre fødevaresikkerhed

Flere penge til fødevarekontrol er ifølge NNF et godt tiltag i finanslovudspillet, men forbundet frygter, at regeringen er gået i gang med valgkampen.

Regeringen er allerede i gang med valgkampen med udspillet til næste års finanslov, mener Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF). Finansloven ligner ifølge forbundsformand Ole Wehlast en gaveregn, men han glæder sig alligevel over, at der er afsat flere penge til fødevarekontrollen.

- Det er afgørende for beskæftigelsen af vores medlemmer at genoprette tilliden til, at Danmark har verdens sikreste fødevarer, siger han.

Ole Wehlast kalder alligevel forslaget for en optakt til et snarligt valg. Der er nemlig mange ufinansierede gaver i udspillet.

- Det risikerer at sætte vores gode økonomiske situation over styr. Vi har mere respekt for klare udmeldinger, der synliggør prisen for at udvikle velfærdssamfundet og som giver mulighed for også i de kommende år at fastholde den gode situation, siger han.

/ritzau/