Filminstituttets chef bliver museumsdirektør

Henrik Bo Nielsen stopper som direktør for Det Danske Filminstitut. Han skal være chef for museumskoncern.

Foto: Søren Bidstrup. Henrik Bo Nielsen stopper som direktør for Det Danske Filminstitut. Han skal være chef for museumskoncern.
Læs mere
Fold sammen

Det Danske Filminstituts administrerende direktør gennem de seneste ti år, Henrik Bo Nielsen, fratræder sin stilling.

Han skal i stedet være administrerende direktør for Museumskoncernen Romu, der blev etableret i 2015 og blandt andet udgøres af museerne i Roskilde, Frederikssund og Lejre samt Ragnarock, der er museum for pop, rock og ungdomskultur.

Henrik Bo Nielsen afløser Frank Birkebæk, der går på pension efter 40 år. Den nye direktør ventes at tiltræde efter sommerferien, hvorefter han skal lede Romu sammen med koncernens nuværende vicedirektør, Iben Bækkelund Jagd.

»Nu er en række forhold omkring driftsøkonomi, organisation og et stort projekt vedrørende digitalisering af filmarven godt i vej, så jeg har ladet mig friste af nye opgaver som museumsdirektør. Det er ti spændende museer og udstillingssteder med et stærkt engagement fra tre kommuner,« siger Henrik Bo Nielsen i en pressemeddelelse.

Romu er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte.

Det Danske Filminstituts bestyrelse har konstitueret vicedirektør Claus Ladegaard som administrerende direktør, indtil der er fundet en varig løsning.

/ritzau/