Den internationale filmbranche har i disse år massivt fokus på racespørgsmål. Begrebet »blackfacing« og »yellowfacing« er kommet på manges læber. Begreber, der dækker over, at filmroller spilles af skuespillere med en anden hudfarve, end de oprindeligt var tiltænkt. Og der opstår notorisk debat om repræsentation, når internationale prisuddelinger finder sted.

Nu er filmbranchen begyndt at arbejde mod at sikre, at lyssætningen i en film eller serie tilgodeser alle hudfarver. Noget, der ellers ikke har været tilfældet, da lyset i film i højest grad har forskønnet hvide skuespillere.

»Kronisk dårlig belysning for sorte skuespillere har været et problem, lige siden sorte skuespillere først optrådte på skærmen (og før det i æraen af »blackfacing« og minstrel-show),« skriver teater- og filminstruktør Nadia Latif i en klumme på The Guardian. Hun fortsætter:

»Jeg gyser, når jeg tænker på antallet af gange, jeg har set smukke sorte skuespillere forvandlet til askeagtig, gustent spektrum, fordi for mange filmskabere fejler med at skræddersy deres praksis, så sorte skuespillere ser lige så godt ud som alle andre,« skriver Nadia Latif, som dog beretter om, at der er en udvikling henimod en mere demokratisk fordeling af lys i filmbranchen.

Bl.a. er HBO-serien »Insecure«, de Oscar-vindende film »Moonlight« og »12 Years A Slave« og filmen »Staight Outta Compton« eksempler på, hvordan filmbranchen sikrer god belysning for alle hudfarver.

Den amerikanske instruktør Ava DuVerna, som bl.a. var producer på filmen »Selma« om Martin Luther King, er en af de filmskabere, der advokerer for, at sortes hudfarve skal sættes i et skarpere lys på film.

I et interview med Buzzfeed understreger hun, at måden, hvorpå hun lyssætter sorte skuespillere, er et af hendes »adelsmærker« som instruktør. Hun bryder sig ganske enkelt ikke om at se sorte skuespillere på film, der er ubelyste.

»For eksempel, selv om jeg virkelig gerne vil arbejde for »Boardwalk Empire«, bryder jeg mig ikke om, at Chalky White ikke er oplyst ordentligt. Og det betyder ikke, at han skal være over-belyst,« siger DuVernay:

»Jeg tænker bare, at det handler om at undersøge og skubbe os selv til at bryde normerne for, hvordan vi lyssætter sorte mennesker, som er »tænd alle lysene og lad os håbe, at det virker.«