Filippinsk au pair: »De vil ikke have, at jeg taler med dig«

For 100 år siden fik danske tjenestepiger endelig arbejdsrettigheder og stemmeret. I dag kæmper en ny gruppe med at opbygge en tilsvarende stemme i samfundet: Den filippinske au pair.

Den tidligere au pair Jean Gocotano er den eneste af de tre filippinere, der tør at stå frem med billede. De andre er bange for at sige fra og tale højt om den behandling, de udsættes for af frygt for konsekvenserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Cindy kigger beklemt på fotografen. Vil man kunne kende hende på billedet, spørger den lille mørkhårede kvinde skræmt. Så tør hun altså ikke være med.

»Det sidste, min værtsfamilie sagde til mig i går, var, at jeg ikke skulle fotograferes. De vil heller ikke have, at jeg taler med dig. Jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg gør.«

26-årige Cindy smiler nervøst. Hun er au pair fra Filippinerne og har boet i Danmark i tre måneder i dag. Ved siden af sidder Andrea, ligeledes au pair; overfor Jean Gocotano, der stoppede som au pair for tre år siden og i dag arbejder for at organisere sine tidligere fagfæller hos fagforeningen FOA.

Berlingske mødes med de tre kvinder på en grillbar i Holte Midtpunkt til en snak om, hvordan samfundet ser på dem, og hvilken stemme de har i Danmark i dag.

Jean Gocotano har stået for at arrangere mødet og er den eneste, der efter 20 minutters anspændt diskussion tør stå frem med billede og efternavn. Og det siger i virkeligheden det hele, bemærker hun med et suk:

»Vores største udfordring er overhovedet at få dem til at tale og organisere sig. Fordi alle au pair forbliver tavse, hører samfundet ikke om de uretfærdigheder, der finder sted.«

For 100 år siden fik danske tjenestepiger og -drenge – datidens folkehold – for første gang stemmeret. Ind til da var de en af de såkaldt 5Fer – sammen med fruentimmere, fattige, fanger og fjolser – der stod udenfor samfundet. Først med ændringen af Grundloven i 1915 blev tjenestepiger indlemmet som selvstændige politiske individer i det danske samfund, og i 1921 fik de rettigheder på arbejdsmarkedet uafhængigt af hus­standen, de arbejdede for.

I dag findes der ikke længere danske tjenestefolk. Til gengæld er der opstået en ny gruppe, der i dag kæmper med mange af de samme udfordringer, som tyende blev befriet for for 100 år siden: Den filippinske au pair.

»Au pair har kun en midlertidig opholdstilladelse, der er bundet til en familie og et arbejde, der ikke er anerkendt som arbejde. De kan ikke stemme til valg. De kan ikke gå ud på arbejdsmarkedet og søge et andet job. De kan ikke organisere sig som husarbejdere. Selvfølgelig er der forskelle. Men det er interessant, at de udfordringer, tjenestepiger havde før 1915 med ikke at være selvstændige juridiske eller politiske objekter, på lange stræk er genopstået med au pair-ordningen i dag,« bemærker migrationsforsker og ekstern lektor Helle Stenum fra RUC.

Store drømme

Cindy er uddannet sygeplejerske. Au pair, tænkte hun, var en god måde at komme til Europa på. En trædesten til at kunne forfølge sin professionelle karriere.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets hjemmeside er formålet med ordningen, at au pairen »kan forbedre sine sproglige og evt. faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont«. Der er altså på papiret tale om kulturudveksling – ikke arbejdskraftsvandring, og derfor er det selvfølgelig heller ikke meningen, at de midlertidige udenlandske gæster skal have stemmeret i formel forstand – blot en stemme i debatten.

På den måde adskiller ordningen sig formelt fra datidens tyende. I praksis oplever mange af pigerne dog, at deres arbejdsopgaver minder meget om tjenestepigers, og at familiens og dermed samfundets syn på dem følger med:

»Jeg arbejdede mindst syv timer om dagen i et kæmpe hus. Mit værelse i kælderen havde ingen varme på, og da jeg sagde til familien, at jeg frøs og var bange for, at jeg havde feber, fik jeg at vide, at jeg bare skulle vænne mig til det kolde vejr. Det første, familien fortalte mig, var, at filippinere holder deres følelser for meget indeni og skal lære at sige, hvad de tænker. Men da jeg besluttede mig for at være modig og sige fra, når jeg syntes, de behandlede mig uretfærdigt, sagde de, at det var udansk at skræppe op om sine rettigheder, at man skulle være fleksibel, og at jeg havde en dårlig attitude.«

Efter flere uoverensstemmelser opsagde familien kontrakten, og Cindys visum ville udløbe 14 dage efter.

Særligt for au pair-ordningen gælder nemlig, at kvindernes opholdstilladelse er bundet op på den enkelte familie. Begge kan rive kontrakten over uden begrundelse, og sker det, skal au pairen forlade landet med det samme. Så er det tilbage til fattigdommen derhjemme.

I den familie, Andrea arbejder for i Hellerup, må hun ikke opholde sig på familiens etage efter kl. 21. Hun må heller ikke have besøg af venner på sit eget værelse, fordi familien ikke vil have fremmede i huset. Og til middagen insisterer familien på kun at tale dansk for børnenes skyld. Så Andrea må spise i stilhed, rydde op efter aftensmaden og gå i seng.

»Det bedste ville være, hvis jeg kunne arbejde med min profession som lærer eller fik nogle bedre rettigheder. Men det ved vi alle godt, ikke kommer til at ske. Jeg har brug for pengene til at sende hjem til familien. Og det er trods alt bedre at være her end at blive sendt hjem, så jeg gør, hvad de beder mig om og beklager mig ikke for meget,« siger hun.

Ikke en del af samfundet

Egentlig stod Jean Gocotano også til udsendelse efter de to år i huset hos en familie i Nordsjælland. Sådan er au pair-reglerne – det er ikke en adgangsbillet til det øvrige arbejdsmarked. Men en underskriftsindsamling og jobtilbud i FOA fik forlænget hendes opholdstilladelse. Nu har hun været i Danmark i fem år og håber på at kunne blive her permanent.

»Selv hvis du er hos en god familie – og dem er der heldigvis flest af – er problemet, at hele din eksistens hviler på, om de vil beholde dig. Det er det særlige ved at bo hos din arbejdsgiver: Der er sjældent fysiske overgreb eller verbale overfusninger. Men mange føler sig ignoreret eller undertrykt, og de fleste arbejder for meget. De er bare bange for at sige fra og snakke højt af frygt for konsekvenserne,« siger hun.

Hovedparten af fortidens tjenestepiger var dårligt uddannede danske piger, der kom fra familier i trange kår. I dag, godt 40 år efter au pair-ordningen blev indført, er der ca. 4.000 au pair i Danmark. 80 pct. er filippinere og har for de flestes vedkommende lange uddannelser. Derfor føles fratagelsen af elementære rettigheder så meget desto voldsommere, mener de tre kvinder:

»I Filippinerne kan jeg tale højt. Der kender jeg mine rettigheder og bliver betragtet som et selvstændigt menneske. Her skal jeg passe på mig selv, for som udlænding ved jeg ikke, hvor intens beskyttelse jeg har. Det er som om, jeg slet ikke er en del af samfundet eller én, hvis oplevelser tæller. Jeg er bare én, som arbejder i nogens hjem,« siger Andrea.

Politisk har au pair-ordningen været omstridt i årtier. Flere partier og fagforeninger har argumenteret for, at der reelt er tale om udnyttelse af billig arbejdskraft forklædt som kulturel udveksling. Da regeringen og Dansk Folkeparti før jul vedtog at forbedre vilkårene, blev det dog kun til en forøgelse af au pariens såkaldte lommepenge fra 3.250 til 4.000 kr. Konstruktionen blev der ikke pillet ved.

Det er da også kun, fordi der er tale om udenlandske statsborgere, at samfundet accepterer, at vi behandler en samfundsgruppe på den måde, mener Helle Stenum fra RUC:

»Det ville være utænkeligt at fratage danske eller bare europæiske au pair elementære arbejds- og politiske rettigheder. Men fordi der er tale om borgere fra tredjeverdenslande og en funktion, vi ikke kalder arbejde, kan det lidt nemmere glide ned. Men reelt har vi etableret en form for parallelsamfund, der giver mindelser om tiden, før tjenestefolkene fik stemmeret i 1915 og fik tilkæmpet sig rettigheder på arbejdsmarkedet i 1921.«

Små fremskridt

Det lykkedes med netværkets hjælp at finde en ny familie til Cindy, så hun ikke skulle rejse hjem til Filippinerne. I dag er hun i en god familie, der behandler hende mere ligeværdigt og med respekt, siger hun.

»I den første familie skulle jeg ignorere alle mine egne værdier og måtte ikke lave filippinsk mad, fordi de synes, det var usundt og ulækkert. Her bliver jeg behandlet mere som en del af familien. De taler pænt til mig, og der er varme på værelset,« siger hun.

Og det er første skridt til ikke at føle sig helt udenfor: at blive set i hverdagen, at opleve, at ens røst bliver hørt.

»Jeg kan stadig ikke stemme eller søge et andet job, hvis jeg er utilfreds. Sådan er det, når man er udlænding, og det er måske OK. Men når du føler, at du bliver talt til som ligeværdig, føler du dig også lidt mere som en del af samfundet,« siger hun.

Jean Gocatono gør sig ikke mange forhåbninger om foreløbigt at give au pair samme rettigheder, som tjenestefolk fik tilkæmpet sig i begyndelsen af 1900-tallet. Dertil er vilkårene alligevel for forskellige.

Første skridt kunne være, at de blev anerkendt som selvstændige individer, ved at opholdstilladelsen var knyttet til dem og ikke familien. Andet, at deres arbejde faktisk blev anerkendt som arbejde og ikke kulturel udveksling.

Jean Gocatono er nu også glad for mindre:

»Hvis de tør fortælle, hvad de oplever, kan vi høre om de gode oplevelser og omvendt hjælpe dem, der bliver udsat for overgreb.«

Derefter kan det være, de tør stå frem med efternavn. Og senere måske med et billede i avisen.