Filantropidirektør: Der skal mennesker til at skabe liv i byen

Vi fokuserer for meget på ejerboliger, når vi taler om Københavns fremtid, mener Anne Skovbro, Realdanias filantropidirektør. Hun synes i højere grad, vi skal tale om, hvordan man griber udsatte kvarterer an på en ny måde.

Filantropidirektør Anne Skovbro behøver ikke gå mange meter ud af Realdania-bygningen midt i København for at være blandt nogle af de mennesker, som er den afgørende faktor i at skabe et byliv. Foran Real­dania er der tit et mylder af skatere, der nyder de glatte flader på Jarmers Plads. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere

Skaterne har indtaget Jarmers Plads en eftermiddag i august. Det er også her, på pladsen ved Ørstedsparken i København, at den filantropiske forening Realdania holder til.

Måske har du ikke hørt om Realdania, men formodentlig har du lagt mærke til steder som Ofelia Plads, Kvæsthusmolen, Røde Plads på Nørrebro og Skt. Annæ Plads, som Realdania har været med til at finansiere og sætte sit præg på. Anne Skovbro, der bærer den usædvanlige titel »filantropidirektør«, giver her sit bud på fremtidens København.

Hvordan går det i København?

»I dag er fortællingen, at det går godt i hele København, og det går også godt helt overordnet. Men man skal huske på, at der er områder omkring Tingbjerg, Nørrebro og Kgs. Enghave, hvor det går rigtigt tungt. Det er nemmere at se Lolland som et område, hvor det går tungt, end det er at se Nørrebro, for det bliver ligesom gemt i statistikken om København,« siger Anne Skovbro.

Hun peger på, at der er kommet større fokus på, at det ikke er nok at renovere de fysiske rammer i udsatte områder.

»I en periode var det sådan, at man kun gav områder i byen en fysisk overhaling, som vi kender det fra byfornyelsen. Sådan har det også været i de udsatte boligområder, men man har måttet erkende, at problemerne ikke alene kunne løses gennem de fysiske rammer. Så begyndte man at se på blødere parametre som skolegang og ledighed. I Realdania er vores udgangspunkt det byggede miljø, men i de nye indsatser har vi en række virkemidler i spil samtidig. Det tror jeg, vi kommer til at se mere til,« siger filantropidirektøren.

På ydre Nørrebro indgik Realdania i et partnerskab med Københavns Kommune om Superkilen og Den Røde Plads, som ligger mellem Mimersgade og Nørrebrogade – en indsats der beløb sig til omkring 47 millioner kroner.

»Partnerskabet kørte gennem mange år, hvor vi støttede indsatsen for et områdeløft. Men derudover havde projektet en tæt dialog med borgerne om, hvordan pladsen skulle se ud. Den har en masse markører for de forskellige kulturer. En dounught, et tyrkisk bad. Der er mange, som kommer forbi og tænker: »Det her er ikke almindelig arkitektur. Det var dog specielt«. Den mangfoldighed, der er i kvarteret, viser vi også i arkitekturen,« lyder det fra Anne Skovbro.

Københavns forskelligheder er et gode

Frygter du, at København bliver splittet op i rige og fattige kvarterer?

»En overgang var der en enorm stolthed over at være fra et bestemt kvarter. Pludselig gik folk med T-shirts og plakater, hvor der stod Nørrebro eller Vesterbro – det er jo fantastisk. Men det er klart, at hvis den forskel træder frem, så det bliver negativt, har vi et problem,« konstaterer Anne Skovbro.

»Men at der er forskelle mellem kvartererne, ser jeg ikke i sig selv som noget problem. Tværtimod. I fremtiden tror jeg desuden, man vil opleve, at den identitet, man har, ikke kun knytter sig til, at man er københavner. Man vil være endnu stærkere knyttet til et kvarter. Det kan vi også se i de nye kvarterer, og det er godt, at man har den stolthed.«

Anne Skovbro mener desuden, at byggeboomet adskiller sig væsentligt fra det byggeri, vi så i ’00erne.

»I ’00erne var det ikke drevet af en befolkningstilvækst. Befolkningstilvæksten er der nu – der er et behov. Før finanskrisen var pensionskasserne ikke så aktive i boligbyggeriet, som de er nu. De har en relativt stor interesse i at bygge noget, som er langsigtet. Derfor er det en anden type kvarterer, der bliver bygget i dag. Der bliver for eksempel bygget flere rækkehuse. Man har også taget ved lære af alle de treværelses på Sluseholmen og sagt: Vi skal have bygget flere små lejligheder også.«

Men er boligpriserne ikke et problem?

»Boligpriserne går op og ned, det har de altid gjort. Man skal huske på, at det er kun 20 pct. af boligerne, der er ejerboliger, og det er altid de 20 pct., vi diskuterer. København er en andelsboligsby, og ja, det seneste halvandet år er der også er kommet rigtig hårdt pres på andelsboligerne. Derfor er det helt afgørende at få bygget nye boliger, så man har noget, der er alment, noget der er leje, og noget der er ejer i samme kvarter. Men at diskutere boligpriserne i sig selv her og nu, det er uinteressant. Vi er nødt til at diskutere den samlede boligmasse med blik for den næste generation – hvad det er for en by, man afleverer til dem. Her er jeg optimistisk.«

Der skal mennesker til at skabe byliv

Anne Skovbro bruger begrebet »kritisk masse«, når talen falder på byliv. Bl.a. om de nye kvarterer, hvor debatten går på, hvorvidt boliger skal prioriteres over fællesarealer.

»Da man startede med Sluseholmen og Sydhavn, spurgte man: »bliver her nogensinde by?« Det begynder at komme stille og roligt. Det kræver faktisk en kritisk masse, og det kommer med flere boliger. Det kræver selvfølgelig også, at der er nogle stueetager med plads til butikker. I sidste ende er det jo bygningsejeren, som bestemmer hvem man lejer ud til, men der skal mennesker til at skabe det liv, mange efterspørger.«

Andre steder i byen, eksempelvis ved Københavns Havn, hvor Realdania har stået for Ofelia Beach, som hører under Skuespilhuset, er den kritiske masse til stede. Her drejer det sig om at definere, hvilken slags liv byen skal tilbyde, siger Anne Skovbro.

»Det er en klassisk omdannelse af gamle havnearealer og et fantastisk skuespilhus. Der er både en arkitektonisk og bylivsmæssig diskussion. Hvad skal det her sted kunne? Skal det være for en smal målgruppe, eller skal det være for hele København og rumme alt fra teater til beachvolley? Vi har valgt det sidste.«