Fiktion stormer ind i journalistikken

Christoffer Guldbrandsens brug af filmiske virkemidler i »Den Hemmelige Krig« er OK og helt almindelig, siger to eksperter. Journalistisk etik udvikler sig over tid.

Scene fra Christoffer Guldbrandsens omdiskuterede dokumentarfilm »Den Hemmelige Krig«. Fold sammen
Læs mere

Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen er langt fra alene om at benytte sig af fiktion og filmiske virkemidler i sin journalistik. Det bliver brugt mere og mere i hele medieverdenen. Og etisk er der ingen problemer i det.

Det siger både en garvet TV-mand og dokumentarist samt en forsker i journalistisk etik til Berlingske Tidende.

»Flere og flere benytter sig af de formmæssige virkemidler. Det er meget effektfuldt og giver et mere spændende forløb ned med en mere traditionel fortælleform,« siger lektor ved Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch.

TV-dokumentaristen og tidligere direktør for TV 2, Jørgen Flint Pedersen, siger, at han har benyttet sig af filmiske virkemidler i dokumentarudsendelser i over 30 år.

»Den omfattende brug af musik i dokumentarfilm er jo f.eks. et forsøg på at lægge et ekstra følelseslag ind i filmen,« siger han.

Genreglidning
Den gruppe, der har undersøgt den journalistiske kvalitet af Guldbrandsens omdiskuterede film »Den Hemmelige Krig«, har peget på, at der i disse år sker en »voldsom genreglidning« mellem klassiske dokumentarprogrammer og spillefilm.

Ligeledes skelner gruppen mellem et dokumentarprogram og en dokumentarfilm. Det sidste henregnes Guldbrandsens værk til, bl.a. fordi han har fået en million kroner i støtte fra Filminstituttet, og det skulle give ret til større kunstneriske friheder.

Jørgen Flint Pedersen mener imidlertid ikke, at dokumentarbranchen er tjent med sådan en sondring. Heller ikke, at der skulle være en forskel på etikken, om det kaldes et program eller en film.

»Æstetikken kan være forskellig, men etikken om, at man skal sige sandheden og prøve at være så hæderlig som mulig, er den samme,« siger han og understreger, at uanset virkemidlerne må der hverken være grov manipulation eller vildledning i en dokumentarfilm.

»Det mener jeg heller ikke, der har været i Guldbrandsens film«, siger Flint Pedersen.

»Guldbrandsen tager store og vigtige principper op, og han har brugt de virkemidler, der ligger i moderne dokumentarfilm i et forsøg på at fortælle på en mere inciterende måde, end vi gjorde i gamle dage«, siger han.

Flint Pedersen er selv blevet kritiseret for at lave ensidige dokumentarfilm om bl.a. palæstinensernes vilkår på den besatte Vestbred.

»Det mener jeg godt, man kan tillade sig, når man på forhånd gør klart, at forudsætningen er den ene parts historie,« siger han.

Etisk forsvarligt
Også Roger Buch mener, at brug af virkemidler fra fiktionens verden er etisk forsvarligt i en dokumentarfilm som »Den Hemmelige Krig«.

»Hvis de faktuelle elementer i er orden, så er det fuldstændig problemfrit at arbejde formmæssigt med kunstneriske fiktions- og virkemidler. Det afgørende er, at det faktuelle omdrejningspunkt er i orden,« siger Roger Buch.

Han har bl.a. forsket i journalistisk etik og peger på, at etik er en socialkonstruktion, der forskellig fra samfund til samfund. Og journalistisk udvikler etikken sig over tid.

Mens det i partipressens tid op til 1950erne var god tone at manipulere med virkeligheden, så det passede med læsernes og ejernes politiske ståsted, så gik man i 60erne i den modsatte grøft og dyrkede det objektive. I 70erne kom den kritiske journalistisk i højsædet.

I dag er det en blanding af det hele. Med det populære, det, der sælger, som et selvstændigt kriterium for god journalistisk.

Udvalget, der har undersøgt Guldbrandsens film, anbefaler, at Danmarks Radio udarbejder etiske retningslinjer for den journalistiske dokumentar.

Hertil siger Roger Buch, at det kan være udmærket, men generelt bruger journalister ikke regelsæt til at udvikle sin egen etik. Det sker i den journalistiske hverdag i samtaler med kolleger, og ikke mindst via egne fejl.