Festlige mennesker visiteres i Aabenraa

Politiet i Aabenraa har fået nok af ballade på gaden og indfører nu visitationszoner for at komme voldsspiralen til livs.

Fra fredag kan indbyggerne i Aabenraa blive bedt om at tømme lommerne, hvis en betjent finder vedkommende mistænkelig.

Politiet har indført en visitationszone og vil frem til den 7. januar tage stikprøvekontroller for at finde ulovlige våben.

- Vi ved af erfaring, at der kommer mange unge mennesker i byen hen over julen, og vi har lige åbnet en skøjtebane, som også vil tiltrække en masse unge mennesker. Også uden for normal åbningstid. Derfor har vi vurderet, at visitationszonen kan være med til at give et mere trygt miljø at færdes i, forklarer vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, der er leder af lokalpolitiet i Aabenraa.

Det var 68 sager på et halvt år i det område, der nu er blevet visitationszone, der fik politiet til at råbe vagt i gevær.

/ritzau/