Feminister kræver værnepligt nu

Det kører for regeringen.

I hvert fald så godt som det nu kan køre for en bil på tre hjul.

Denne uge rundede VLAK-regeringen sine første 100 dage, og i den anledning blev den beskrevet som fastlåst, handlingslammet og skakmat. Ifølge analytikere er regeringen ude af stand til at vedtage borgerlig politik, fordi den ikke har et reform-flertal bag sig. Men det er ingen grund til at se sort på tingene, mener statsministeren.

Til ære for Danmarks Radio indtog han for snurrende kameraer en knap så afslappet brunch sammen med de Konservatives Søren Pape og LAs Anders Samuelsen.

»Jeg synes, det går rigtigt godt. Og det gør det, fordi det går godt i regeringen,« slog Lars Løkke fast.

Søren Pape sagde, at det har været direkte fantastisk at gå i regering.

»Det er jo derfor, vi er i politik,« sagde han, og Anders Samuelsen understregede, at regeringen har et »rigtigt godt internt liv«.

Sådan kan man få afklaret så meget, når man skal evaluere sig selv og prøve at dække over små resultater med store ord.

En anden milepæl denne uge var kvindernes kampdag. Lars Løkke Rasmussen tilbragte den passende nok i militærlejren i Oksbøl, hvor han overværede en øvelse, der imponerede ham. Ikke mindst fordi også kvindelige soldater deltog.

»Vi er nået langt, når kvinder har gjort deres indtog på en så udtalt »mandearbejdsplads« som Forsvaret. Og jeg så med selvsyn, at kvinderne giver de dygtige mænd kamp til stregen!« skrev statsministeren på sin Facebook-side.

Forsvaret er rigtigt nok en udtalt mandearbejdsplads, og det virker da også håbløst tilbagestående, at der her i 2017 stadig er forsvindende få danske kvinder. Det har at gøre med den detalje, der hedder Grundlovens paragraf 81. Heri står, at »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar«.

Danske feminister har tilsyneladende ikke opdaget denne skamplet på lovgivningen, der har stået der siden 1849. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før de ikke finder sig i det længere og går på gaden med lyserøde pussy hats under parolen: Værnepligt for kvinder nu!

Blandt ugens mere afgørende nyheder var, at humor absolut intet har at gøre i en ligestillingssammenhæng. Det havde de fleste nok en mistanke om, men nu er det også afgjort juridisk. En reklame fra brancheforeningen Danske Byggecentre er blevet kendt kønsdiskriminerende, fordi den bærer overskriften »Øl, fliser og fagmekanik«. Ifølge Forbrugerombudsmanden går den slags ikke; ikke mindst fordi teksten ledsages af en barmavet kvinde med skjorten bundet over navlen.

»Forbrugerombudsmanden vurderer, at reklamens overskrift sammenholdt med billede og tekst primært henvendte sig til mandlige håndværkere og spillede på en antagelse om mænds fantasi eller mulighed for sex i arbejdsmæssig sammenhæng,« lød afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden.

Dermed er det fra officielt hold slået fast, at ikke bare humor, men også dårlig humor generelt bør undgås på områder, hvor kvinder færdes.

Museum Vestsjælland har haft anderledes alvorlige overvejelser denne uge. I forbindelse med museets udstilling om Dansk Vestindien er et par gamle »negerdukker« i samlingen blevet genstand for bekymring. Dukkerne har tilhørt danske piger, og museumsleder Karen Munk-Nielsen ønsker ikke at give publikum det forkerte indtryk.

»Vi synes ikke, vi bare kunne udstille de sorte dukker som en hyggelig ting, små piger fra Vestsjælland har leget med,« forklarede hun til Berlingske.

»Dukkerne er betegnet som »negerdukker« i vores protokol. Denne betegnelse er kontroversiel i dag, og dette sprogbrug vil vi gerne sætte til diskussion, og vi sætter også fokus på de stereotype afbildninger af afrikanske mennesker,« siger hun.

Derfor har museet besluttet, at dukkerne ikke indgår i den permanente udstilling, men i stedet placeres i et separat »refleksionsrum«. Der kan gæsterne så gå ind og reflektere over det menneskesyn, dukkerne er udtryk for, er forklaringen.

Det lyder påfaldende meget som selve funktionen af et historisk museum – et sted, man går hen for at reflektere over fortiden, der for store deles vedkommende ikke er for børn. Nu skal den særligt ubehagelige historie åbenbart isoleres i sit eget lokale.

Andre steder i kulturlivet har der også været overvejelser over et par ubehagelige figurer. Den nye Disney-storfilm »Skønheden og udyret« er på vej ud i alverdens biografer, men muligvis ikke i Rusland. Det skyldes, at den er fuld af bøssepropaganda, mener man i landet, hvor homoseksuelle lever med livet som indsats. I filmen får udyrets rival, Gaston, ikke skønheden Belle, men til gengæld en anden mand. Men kærlighed mellem to samtykkende mennesker hører ikke hjemme i en børnefilm, mener den russiske parlamentariker Vitaly Milonov.

»I denne situation kan samfundet ikke se stiltiende på, hvad filmdistributører tilbyder under dække af en børnehistorie – den tydelige, utilslørede, skrupelløse propaganda for synd og perverterede seksuelle relationer,« har han sagt.

Den russiske kulturminister vil nu undersøge filmen for homoseksuel propaganda og måske forhindre den i at blive vist. Måske ser Vladimir Putin sig selv i romancen; han som den russiske bjørn og EU i rollen som den blege, naive pige, der ikke er i stand til at forsvare sig selv.