Fem skarpe til Lægeforeningens formand

Lægerne drøfter i weekenden styrket forebyggelse. Men politikerne har også et stort ansvar, siger lægeformand

Arkivfoto. Lægerne drøfter i weekenden styrket forebyggelse. Men politikerne har også et stort ansvar, siger lægeformand Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Kun en ud af fem læger finder politikernes indsats for at forebygge folkesygdomme tilstrækkelig i en ny Gallup-undersøgelse blandt 1000 læger.

Ifølge Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing er den landspolitiske indsats sørgelig og har klare konsekvenser i form af flere kræfttilfælde, diabetes og KOL.

Når politikerne dybest set godt ved, at højere afgifter, færre reklamer og restriktioner på rygning virker, hvorfor sker der så ikke noget?

»Det er paradoksalt, når vi ved, at mange tusinde mennesker dør hvert år af sygdomme, der var nemme at forebygge, hvis man ville det. Desværre er der ikke stemmer nok i at gøre det dyrere at ryge og drikke for befolkningen.«

»Jeg hører mange forskellige undskyldninger for ikke at tage problemet mere seriøst. Men politikerne er nødt til at forholde sig til de mere end 13.000 mennesker, der dør hvert eneste år bare af rygerelaterede sygdomme. Hvert eneste dødsfald er jo en tragedie i familien og ofte med lange sygdomsforløb forinden, der kunne have været undgået,« siger Andreas Rudkjøbing.

Hvor skulle politikerne sætte ind, hvis det virkelig skulle gøre en forskel?

»Frem for noget andet er rygning jo den store dræber, så det ville være oplagt at sætte ind der først og fremmest.«

Og gøre hvad?

»Man kan komme langt ved at hæve afgifterne og ændre tilgængeligheden og begrænse de steder, der må ryges. Unge er meget prisfølsomme. Og når man kan forbyde rygning på gymnasier med succes, så burde man gøre det samme på erhvervsskolerne.«

Men er øget forebyggelse umagen værd?

»Helt klart. Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, der kunne forbygges og for langt færre penge, end vi bruger på de store kræfthandlingsplaner. Vil man for alvor de store folkesygdomme til livs såsom lungesygdomme, kræft og diabetes, så kommer man ikke uden om en stor forebyggelsesindsats.«

Men som læger har I vel også selv et ansvar for at styrke forebyggelsen?

»Helt sikkert og vi vil på vores repræsentantskabsmøde i weekenden sætte fokus på, hvad lægerne selv kan gøre. En oplagt ting er at sætte større fokus på forebyggelse, når vi møder patienten i sundhedssektoren, og hvor der er et "åbent vindue", hvor patienten måske er mere modtagelig for livsstilsændringer,« siger Andreas Rudkjøbing.