Fem skadet i skibseksplosion i Skagen

Fredag morgen er fem personer kommet til skade ved en arbejdsulykke, da der skete en eksplosion på et skibsværft i Skagen.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Eksplosionen skete, da noget svejseudstyr blev taget i brug.

»Politiet er selvfølgelig på stedet nu her og afspærrer området, og så har man tilkaldt Arbejdstilsynet, og de er på vej derop,« siger Mogens Hougesen.

To medarbejdere fik brandskader - heraf kom den ene alvorligt til skade, mens tre andre personer er kørt på hospitalet i Aalborg til tjek for røgforgiftning.

I forbindelse med eksplosionen opstod også en brand, som nu er slukket, informerer vagtchefen.

BNB