Fem mænd fængslet i stor dopingsag

Doping, penge og værdigenstande i millionklassen blev beslaglagt af Københavns Politi mandag, da afdelingen for organiseret kriminalitet slog til i en stor dopingsag. Fem mænd er blevet fængslet i sagen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fem ud af de seks personer, der mandag blev anholdt i en stor dopingsag, er blevet varetægtsfængslet.

Der er nedlagt navneforbud og retsmøderne foregår bag lukkede døre, og derfor kan Københavns Politi ikke komme meget nærmere mændenes identitet.

To af mændene er blevet varetægtsfængslet i 27 dage. Det drejer sig om en 29-årig mand fra København, der af politiet anses for bagmand i dopingsagen, samt en 33-årig mand fra Sydøstjylland, der har stået for pakning og forsendelser af dopingmidler på et lager.

På dette lager blev der også fundet et meget stort parti doping – mere end en million dopingenheder, samt en stor mængde tom emballage.

Københavns Politi oplyser derudover, at to personer er blevet frihedsberøvet i seks dage. Den ene er en 27-årig mand fra Aarhus, der mandag tog imod 13 større kasser fra en slovakisk lastbil og bragte kasserne ind på lageret, inden politiet slog til. En 45-årig mand, der bor lidt nord for København er ligeledes fængslet i seks dage. Hans rolle er fortsat uvis for offentligheden.

Endelig har en 23-årig mand fra Slovakiet fået sin anholdelse opretholdt i tre døgn. Det var ham, der førte lastbilen med den omfangsrige mængde doping, der tæller cirka 11.000 ampuller og cirka 90.000 doping-tabletter.

Mandag aften løslod politiet en 30-årig mand, der kommer fra et område lidt nord for København.

De fem mænd sigtes for at have medvirket til betydelig import og distribution af store mængder dopingmidler. Der blev i forbindelse med ransagninger yderligere beslaglagt 2,4 millioner kroner og doping til en anslået værdi af ikke under tre-fire millioner kroner.