Fem mænd dømt for drabsforsøg efter voldsom skudveksling

En voldsom skudveksling mellem to grupper på åben gade har nu kostet fem mænd lange fængselsstraffe.

Fem mænd i alderen 19 til 26 år er torsdag ved Retten i Glostrup blevet dømt for en voldsom skudveksling i Ishøj sidste år.

Fire af mændene blev idømt 11 års fængsel, mens den sidste, der manglede at afsone et års fængsel fra en tidligere dom, blev idømt 12 års fængsel.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Der var tale om to rivaliseringer grupper i det kriminelle miljø. To tilhørte den ene gruppe, mens de tre andre hørte til den anden gruppe.

Retten i Glostrup skriver på sin hjemmeside, at tre biler var involveret i skudepisoden den 22. maj sidste år på Vejlebrovej i Ishøj.

I den ene bil, en stjålen Toyota, sad tre delvist maskerede mænd - Farid Boutieb, Hassan Mahmood Chaudhary og Abdul Karim Khan Mir Lashari.

De kørte rundt for at få fat i Mustafa Arabaci, der kørte i en Mercedes. Han og hans ven Usmaan Javed, der kørte i en Hyundai, var tilsyneladende klar over, at de tre andre ledte efter ham.

På Vejlebrovej fik de tre øje på Mercedesen. De vendte rundt og kørte efter den.

Men Mustafa bremsede op, og Usmaan kørte i sin Hyundai op på siden af ham, så vejen var blokeret for Toyotaen med de tre mænd i.

Derefter bragede skuddene løs mellem de to grupper. Mindst 10 skud blev affyret, og bagefter talte politiets teknikere syv skudhuller i Mercedesen. Flere af dem blev dog affyret inde fra bilen mod Toyotaen, der holdt bagved.

Trods den heftige skudveksling blev ingen ramt.

I retten erkendte alle fem mænd, at der var blevet skudt, men de pegede på de andre som gerningsmænd.

Retten dømte dog dem alle for drabsforsøg mod hinanden på et offentligt område og for ulovlig besiddelse af ladte skydevåben.

- Skudveksling på et offentligt område er en meget alvorlig forbrydelse, der kan gå ud over uskyldige, og det bærer straffenes længde præg af, udtaler specialanklager Morten Frederiksen i pressemeddelelsen fra Københavns Vestegns Politi.

Foruden fængselsdommen blev Usmaan Javed, der er pakistansk statsborger, og Mustafa Arabaci, der er tyrkisk statsborger, udvist for bestandigt.

Alle fem har under sagen nægtet sig skyldige, og de ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

/ritzau/