Fem måneder efter Emilie Meng forsvandt: Politiet ser nærmere på 200 interessante personer

Selvom det er fem måneder siden, at Emilie Meng forsvandt, har politiet ikke opgivet sagen. Politiet har haft 20.000 personer i søgelyset, men det er nu reduceret til 200.

Emilie Meng blev sidst set på Korsør Station 10. juli. Det er nu fem måneder siden, at hun forsvandt, men politiet har ikke opgivet at finde hende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Hvad der skete med den nu 18-årige Emilie Meng, da hun stod af toget på Korsør Station natten til 10. juli efter en bytur i Slagelse, er stadig uvist. Men politiet har hverken glemt Emilie Meng eller opgivet at finde hende her fem måneder efter hendes forsvinden.

Politiet håber at opspore vidner eller en mulig gerningsmand gennem et større analysearbejde af blandt andet telemast-oplysninger og overvågningsoptagelser i området omkring Korsør Station. Tidligere havde politiet 20.000 personer i søgelyset, men det tal er nu nede på 200.

»Vi har rettet vores opmærksomhed mod lidt over 200 mennesker, som er udvalgt dels ud fra vores efterforskningsanalyser og dels ud fra hvem, der befandt sig i området på det tidspunkt, hvor Emilie Meng forsvandt. Vi kigger for eksempel på deres telefoner,« siger Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Kim Kliver fastslår, at de 200 er ikke mistænkte, men politiet går slavisk alle personerne igennem for at finde ud af, om de har en rolle i sagen og eventuelt hvilken. Politiet vurderer, om personerne er interessante for sagen og sorterer på den måde folk fra.

De seneste par måneder har der været stille i Emilie Meng-sagen, men politiet arbejder fortsat på højtryk, fortæller Kim Kliver.

»Vi laver daglige afhøringer i forbindelse med sagen, og vi har en række medarbejdere siddende kun på den her sag. At der ikke har været nogen omtale af vores efterforskning i lidt tid, betyder ikke, at vi er inaktive. Tværtimod så arbejder vi faktisk meget målrettet. Vi gør alt lige fra at forfølge spor til at genbesøge det, vi allerede har lavet, for at se, om der skulle være noget nyt og relevant med vores nyfundne viden,« siger Kim Kliver.

Politiet nærer stadig håb om, at de kan opklare Emilie Mengs mystiske forsvinden.

»Vi har en vigtig mission her. Vi ønsker at få skabt afklarhed over, hvad der er sket med Emilie Meng. Er hun offer for en forbrydelse, er hun offer for en ulykke, eller er hun - hvad der efterhånden bliver mere og mere usandsynligt - taget af sted på egen hånd? Så længe vi har masser at arbejde med, så har vi også en forhåbning om, at vi kan give familien den klarhed, som de venter på med længsel i en svær situation som den her,« siger Kim Kliver.

 

Læs mere