Fem kilometer julebelysning stjålet: »Det ser sort ud«

I Søborg må borgerne i år undvære en hyggelig juletradition. Der bliver nemlig ikke pyntet op med julelys på hovedgaden, da kablerne er blevet stjålet.

Foto: Jan Jørgensen. Et billede fra arkivet af Søborg Hovedgade der i 2005 tog sig flot ud i julebelysning og morgensol.
Læs mere
Fold sammen

I år må borgerne i Søborg kaste lange blikke efter den hyggelige julebelysning, der i disse dage hænges op i mange af Københavns andre bydele. De fem kilometer lange lyskæder der normalt præger Søborg Hovedgade, er nemlig blevet stjålet.

Det skriver TV2 Lorry.

Formand for Handelsforeningen for Søborg og Omegn, Niels Nebeling, fortæller til TV2 Lorry, at det bliver »en nærmest umulig opgave« at finde en alternativ løsning inden den 1. december. Det tager nemlig op mod to måneder at få produceret de særlige kabler til julebelysningen, og derefter tager det cirka 20 dage at sætte det hele op.

»Elektrikeren ringede til mig og fortalte, at kablerne var blevet stjålet, og jeg tænkte: »Det ser sort ud det her«,« fortæller han til TV2 Lorry.

Da elektrikeren kiggede i lageret, hvor de adskillige kilometer kabler bliver opbevaret, var der blot halvanden meter tilbage. De endnu ukendte gerningsmænd er dermed sluppet afsted med julelys til en værdi af knap 190.000 kroner.

»Uden julebelysningen bliver det ikke rigtig jul i år. Så vi må holde dobbeltjul næste år« siger Niels Nebeling til TV2 Lorry.

Derudover oplyser handelsforeningen, at de fremover vil sikre julebelysningen bedre, samt at der fortsat vil være lys i juletræet foran rådhuset.