Fem anholdt for overfald på kærestepar julenat

Fem personer er blevet anholdt for at stå bag det brutale overfald på kæresteparret Nanna Skovmand og Mads Schøllhammer julenat i København.

»Vi er utrolig glade for alle de henvendelser vi har modtaget fra borgerne. Henvendelserne har bidraget til, at sagen er blevet belyst i en sådan grad, at vi har kunnet foretage anholdelser af de mistænkte personer,« siger politikommissær Jesper Cederholm fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De fem mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør, formentlig allerede onsdag.

Kæresteparret ankom i en taxa på Vesterbro tæt på deres bopæl 25. december klokken 00.12, da en mand henvendte sig til dem, hvorefter der opstod en diskussion.

Efterfølgende tilsluttede fire andre mænd sig til diskussionen og snart blev det unge par slået og sparket og fik slag med en kraftig kædelås.

BNB