Fem års fængsel for sexmisbrug

64-årig misbrugte sin samlevers barnebarn i syv år og forgreb sig også på pigens veninde.

Gennem syv år misbrugte en 64-årig mand fra Salling sin samlevers barnebarn seksuelt.

Først da den 64-årige i august sidste år også forgreb sig på pigens veninde, gik pigerne til politiet, og den 64-årige blev anholdt.

Torsdag takserede et nævningeting ved Vestre Landsret misbruget til fem års fængsel og en samlet erstatning til de to piger på 170.000 kroner.

De fem års fængsel var mindre, end såvel forsvarer som anklager havde bedt om i deres procedure, men landsretten tog hensyn til mandens høje alder og dårlige helbred. Begge parter tog betænkningstid med hensyn til at anke straffens længde til Højesteret.

/ritzau/