Fejl på to køreledninger: S-togene er ramt af omfattende forsinkelser

Der er fejl på køreledninger ved Hundige og ved Nordhavn. Det betyder, at kun én S-togslinje kører normalt.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Tusinder af rejsende udsættes for forsinkelser og forhindringer i S-togstrafikken tirsdag morgen.

Alle S-togslinjer på nær en er påvirket, da køreledninger er faldet ned på den travle strækning ved Nordhavn og mellem Hundige og Vallensbæk.

»Der er sket det mærkværdige, at to køreledninger er faldet ned samtidigt.«

»Det giver os selvfølgelig nogle udfordringer. For der er tale om ledninger med 1650 volt jævnstrøm i, og tog kan jo ikke bare sådan køre uden om eller køre uden strøm.«

»Vi har folk på vej mod problemerne, men kan ikke sige noget om, hvornår de er løst,« siger en talsmand for Banedanmark.

På strækningen mellem Hundige og Åmarken er der indsat togbusser, oplyser DSB. Kun Linie F kører normalt.

»Det har lagt S-togstrafikken fuldstændigt ned. Der er ændringer på alle linjer undtagen ringbanen. Der kører færre tog, simpelthen.«

»Kun linje E kører mellem Svanemøllen og Østerport,« siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB og fortsætter:

»Vi opfordrer vores kunder til at kontrollere rejseplanen eller kigge på vores hjemmeside. Men man må forvente, at der er længere rejsetid, specielt på Køge Bugt-strækningen.«

/ritzau/