Fejl i søkort førte til havari

Højesteret skal afgøre, om myndighederne er ansvarlig for lystsejlers grundstødning ved Læsø.

En fejl på det officielle søkort var årsag til, at en families sejltur ved Læsø blev spoleret. Familiens båd stødte på grund og måtte på værft.

Men selv om Kort- og Matrikelstyrelsen har erkendt bommerten, nægter styrelsen at påtage sig ansvaret for grundstødningen og at betale regningen for reparationen. I flere år har hændelsen ligget som en sag i retsvæsenet, og nu styrer den mod en endelig afgørelse i Højesteret.

Der er ingen tvivl om, at det søkort, som en erfaren sejler i juli 2001 navigerede efter, ikke var i orden, da han med sin hustru og to børn på båden "Moars Ark" stævnede ud fra Østerby havn for at sejle mod Anholt.

Sejlerens forsikringsselskab fik medhold i Sø- og Handelsretten, som dømte styrelsen til at betale en kvart million kroner, men styrelsen har anket dommen til Højesteret.

/ritzau/