Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) holder nøje øje med borgerkrigen i Syrien i forhold til Danmarks sikkerhed.
Det fremgår af en ny beretning fra FE, der giver et indblik i efterretningstjenestens risikovurderinger og generelle arbejde i 2011 og 2012.
»Den primære trussel mod Vesten fra al-Qaedas engagement i Syrien er vesterlændinge, der får våbentræning, kamperfaring og kontakt til militante netværk for derefter at rejse tilbage til Vesten for at gennemføre angreb,« står der i beretningen.
Tidligere på året blev dansk-algerieren Slimane Hadj Abderrahmane meldt dræbt ved fronten i Syrien.
Siden oplyste politiets efterretningstjeneste (PET), at man har kendskab til, at en række personer med fast ophold i Danmark er rejst til Syrien for at deltage i kampen mod Assad-styret, og at flere har tilsluttet sig eller har haft til hensigt at tilslutte sig den al-Qaeda-relaterede gruppe Nusra-fronten.
Ifølge FE har der i en årrække været en »betydelig terrortrussel mod Danmark og danske interesser«.
»Danmark er fortsat et prioriteret mål for al-Qaedas og tilknyttede militante islamistiske grupper. Særligt siden tegningesagen har der været et stærkt fokus på Danmark fra militante islamistiske grupper, og der har været en række konkrete terrorplaner rettet mod Danmark og danske interesser,« skriver efterretningstjenesten.












