FDB lancerer nu sit betalingskort til medlemmerne

FDB er klar med sit særlige betalingskort til medlemmerne, men Forbrugerrådet er kritisk. Kortet kan bruges i alle Coop-butikker med gratis kredit i 52 dage.

FDBs bebudede betalingskort til 1,6 millioner medlemmer er nu en realitet. FDB Betalingskortet kan benyttes i samtlige 1100 Coop-butikker - også Fakta og Irma - med op til 52 dages gratis kredit. Kortet er derudover et MasterCard, som kan anvendes i 25 millioner forskellige butikker og pengeautomater over hele verden.

FDB's administrerende direktør Thomas Bagge Olesen forklarer, at kortet er af samme type som de kreditkort, der kendes fra benzinstationerne - men at FBD-kortet er målrettet folks dagligvareforbrug.

- Med vores kort kan man selv bestemme, om man vil betale saldoen, når måneden er gået, eller om man vil fordele større køb over flere måneder. Vi ser det som en stor fordel for vores medlemmer, at de nu i langt højere grad kan planlægge betalingen af deres dagligvarer. Og så skal de kun have ét kort op af lommen, for hvis man vælger betalingskortet, erstatter det nuværende FDB medlemskort, siger FDB's administrerende direktør Thomas Bagge Olesen.

Forbrugerrådet advarer mod FDB-kortet, som rådet ifølge Politiken opfatter som en trussel mod dankortet.

/ritzau/