FCK-fans angriber politiet efter fodboldkamp

En gruppe FCK-fans angreb politiet med kasteskyts, da de ikke kunne komme frem til Malmø FF-fans.

Politiet var talstærkt til stede omkring Parken i forbindelse med kampen mellem FCK og Malmø FF. Efter kampen angreb maskerede FCK-fans politiet med kasteskyts. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. En gruppe FCK-fans gik torsdag aften til angreb på politiet i Fælledparken efter Europa League-kampen mod Malmø FF.

- En gruppe maskerede FCK-fans ville hen til nogle Malmø-fans og gik til angreb på politiet, da vi stillede os i vejen, fortæller vicepolitiinspektør Lars Karlsen fra Københavns Politi.

De maskerede personer kastede kanonslag, flasker, sten og cykler efter politifolkene, som svarede igen med en eller flere tåregasgranater.

- De trak også stavene, og hunde blev brugt defensivt til afspærring. Nogle sparkede så ud efter dem og blev bidt, fortæller Lars Karlsen.

Han har kort efter klokken 22 ikke overblik over, hvor mange, der er anholdt eller kommet til skade.

Også før kampen var der uro, da omkring 100 Malmø FF-fans pludselig løb frem mod politiet. Der faldt dog ro over gemytterne, da politiet affyrede en tåregasgranat.

Malmø FF vandt kampen 1-0, men begge hold går videre til 16.-delsfinalerne i Europa League.

/ritzau/