FCK får hug i aviserne

Det fyger med hug over FC København i fredagens aviser. B.T. hæfter sig ved, at holdet dårligt skabte en chance i hele Uefa Cuppen.

Jesper Grønkjær i infight, men til ingen nytte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paul Ellis / Scanpix

Kommentatorerne i de danske aviser skåner ikke FC Københavns danske mestre dagen efter holdets 0-4-sammenbrud i Aberdeen og det deraf følgende exit fra Uefa Cuppen.

- Selv ikke med min bedste vilje kan jeg finde nogen som helst forståelse, forklaring eller undskyldning for, at en flok højt betalte fodboldspillere i den grad kan skamride deres erhverv, skriver Ekstra Bladets Allan Pedersen.

Avisen giver samtlige FCK'ere på nær Libor Sionko karakteren 03 for indsatsen - Sionko får et 5-tal. B.T.'s sportsredaktør, Peter Brüchmann, konstaterer, at kampen i Aberdeen var en fiasko - ligesom hele indsatsen i Uefa Cuppen har været det.

- FC København tabte sine hjemmekampe. Skabte knap en chance i hele turneringen. Var på flade fødder hele vejen. Men fik alligevel serveret det hele på et sølvfad, som man endte med at sende direkte ud i julekøkkenet igen uden at få spist fra fadet, konstaterer han.

/ritzau/